Elling-sagen: To mænd skyldige i drabsforsøg
To mænd fundet skyldige i spektakulær sag - og ofret er også fundet skyldig i vold

Arkivfoto: Bent Bach
ELLING:En 49-årig mand og en 41-årig mand er blevet fundet skyldig i drabsforsøg i den såkaldte Elling-sag, hvor en 36-årig mand blev fundet lemlæstet bagi en varebil overhældt med benzin.
Det har et enigt nævningeting ved Retten i Hjørring afgjort.
Den 41-årig er fundet skyldig i at have slået den 36-årige tre gange i hovedet med en gaffelnøgle, så han pådrog sig tre kraniebrud og hjerneblødning og var i livsfare. Begge er fundet skyldig i at have løftet voldsofferet ind i varebilen, hvor den 49-årige er fundet skyldig i at have overhældt ham med benzin for at brænde ham.
Retssagen har været præget af forklaringer der strittede i forskellige retninger, vidner der ikke kunne huske ret meget og beviser, der ikke endegyldigt pegede i en retning. Derfor kommer sandheden om, hvad der foregik i Elling omkring midnat 24. oktober sidste år, nok aldrig frem.
Det ligger dog nogenlunde fast, at den voldsomme episode startede under et drikkelag i den 49-åriges hus i Elling og endte, da den 41-årige kørte galt i varebilen på Tuenvej i Elling, da han var ved at påkøre en knallert.
Påberåbte sig nødværge
Både den 49-årige og den 41-årige mand har nægtet sig skyldige under retssagen, men den 41-årige erkendte at have slået med gaffelnøglen, og efterfølgende kørt af sted i varebilen. Han nægtede dog ethvert kendskab til benzinen og hævdede, at han slog i nødværge, fordi den 36-årige angreb ham.
Den 49-årige har hævdet, at han slet ikke var i nærheden af voldsepisoden, men nævningetinget lagde vægt på, at den 36-åriges blod var fundet på hans badesandaler, ligesom den 49-åriges dna også var på den benzindunk, der blev fundet i varebilen sammen med en lighter.
Og dermed fandt retten, at de begge havde deltaget og havde fortsæt til at ville dræbe den 36-årige.
Offer selv tiltalt
Helt usædvanligt var det 36-årige voldsoffer selv tiltalt i sagen for at have slået to andre mænd - blandt andre den 41-årige. Det har han har nægtet, men blev også fundet skyldig, da nævningetinget fandt det bevist, at hele voldsepisoden begyndte med, at 36-årige havde udøvet vold under drikkelaget.
Den 36-årige var tiltalt for grov vold ved at have slået med en flaske, men det fandt nævningetinget ikke, at der var beviser for, og derfor blev han fundet skyldig i den mildere voldsparagraf.
Der falder dom i sagen på fredag, hvor de skyldige får udmålt deres straf.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.