Røg i køkkenet hos Jensen’s Bøfhus
Glemt sovs gav arbejde til brandfolk
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:47
AALBORG: Nordjyllands Beredskab i Aalborg måtte klokken 05.18 torsdag morgen rykke ud til Jensen’s Bøfhus på Nibevej i Aalborg, hvor der var gået en brandalarm.
- En vægter havde åbnet bagdøren til køkkenet og konstateret, at det røg kraftigt, fortæller indsatsleder Bent Tindahl Pedersen.
Det viste sig dog, at der ikke var ild i bøfferne, men at det derimod var mad, formentlig sovs, der var glemt i et apparat, der holder maden varm, fortæller indsatslederen.
Den indtørrede mad gav en hel del røg, som nu skal luftes ud.
- Derefter må restauranten vurdere, hvor meget der skal gøres rent, før man kan servere mad til gæsterne, siger indsatslederen.