Rotary bag rattet til Rumænien
Ambulance sendes fra Hobro til Orsova i Rumænien
HOBRO: De blå blink på taget er fuldt funktionsdygtige, og ambulancen skyder en tophastighed af 160 kilometer i timen, når det gælder liv eller død.
Men det foregår uden udrykning, når et par af hverdagens helte kører en udtjent ambulance fra Falcks Redningskorps de godt 2100 kilometer fra Hobro til byen Orsova i Rumænien.
Medlemmer af Rotaryklubberne i Hobro og Hadsund fik overdraget nøglerne til en af redningskorpsets gamle ambulancer, en Mercedes Sprinter.
Den har tilbagelagt 688.000 kilometer og kommer igen til ære og værdighed i det fattige, østeuropæiske land, som de lokale rotarianere i en årrække har hjulpet med hospitalsudstyr - senge, apparatur og forbindinger, doneret af sygehusene i Hobro og Aalborg.
De bliver glade
- Vi ser frem til at komme til Rumænien og opleve, hvor glade vores kontakter dernede bliver.
- For år tilbage, i 2008, donerede vi også en ambulance. Nu er den slidt op og brudt ned, og de ønsker sig en ny, fortæller Vøgg Mule Thers, Hobro.
Han og en anden af Rotarys lokale seniorer vil skiftes til at sidde bag rattet på turen til Rumænien.
De vælger en rute, der går gennem Tyskland, Østrig og Ungarn.
De sidste 410 kilometer til Orsova tager erfaringsmæssigt lige så lang tid at tilbagelægge som de 900 kilometer fra Hobro til Midttyskland. Det skyldes, at vejene er i dårlig stand.
- Jeg vil ikke anbefale, at I sætter det blå blink til, råder Peter Kristiansen, projektleder i Falck og tidligere stationsleder i Hobro.
Kan du hjælpe?
Han er Rotarys gode kontakt i Falck og kunne ikke undslå sig, da idémand til projektet i Rumænien, fhv. praktiserende læge i Hobro Svend Ovesen, ringede for at høre, om Falck mon igen kunne hjælpe med en ambulance.
- Det er en god ide. I Falck hjælper vi, hvor vi kan, og når det drejer sig om frivilligt, humanitært arbejde, kan vi ikke sige nej, lyder det fra Peter Kristiansen, der har det fint med, at Falcklogoet forbliver på køretøjet.
Orsova er på størrelse med Hobro. Byens sygehus har også omtrent samme størrelse og samme funktioner som Hobros sygehus. Svend Ovesen var for et par år siden på inspektionstur for at se, om det donerede udstyr fra Danmark nu også bliver brugt efter hensigten, og det gjorde det, fortæller han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.