Mad

Munkens Bageri klar til at åbne fredag morgen

Fredag er det mere end 70 timer siden, der har været spor af den rotte, der invaderede butikken i Vestergade, Thisted, mandag morgen

Bagermester Tage Larsen er lettet over, at han nu igen kan etablere en normal hverdag i såvel butik som brødproduktion efter en turbulent uge. Foto: Diana Holm
Bagermester Tage Larsen er lettet over, at han nu igen kan etablere en normal hverdag i såvel butik som brødproduktion efter en turbulent uge. Foto: Diana Holm Foto: Peter Mørk

Opdateret kl. 15:13

THISTED: Hverdagen vender tilbage til Munkens Bageri, Vestergade 59, Thisted, fredag morgen.

Da er det nemlig 70 timer siden, at der har været spor af den rotte, der mandag morgen gik ind ad fordøren til bageriet, hvilket medførte en midlertidig lukning af forretningen.

Indehaver Tage Larsen tilkaldte straks Rentokil, der trods brug af hund, sporingsmiddel og fælder ikke fik held til at fange rotten.

Tage Larsen fortæller, at han har haft besøg af tømrer, elektriker og kloakservice. Meget inventar er skilt ad og samlet igen, men skadedyret er der ikke længere spor af.

Fødevarestyrelsens retningslinjer er, at man kan åbne en forretning igen, når der er gået 48 timer uden skadedyr.

Så nu er butikken desinficeret og klar til at åbne igen.

- Det har været en kedelig omgang, men jeg er glad og lettet over, at jeg nu kan åbne butikken igen. Nu ser vi fremad, og så håber jeg bare, at kunderne kommer igen, siger Tage Larsen.

Der har på intet tidspunkt været spor af skadedyr i produktionen, så derfor har bagermesteren og hans medarbejdere siden tirsdag været i gang med produktionen af brød og kager, der leveres i stor stil til købmænd, hoteller og firmaer i området.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden