Kommunalvalg

- Rystende dårlig hjælp til handicappede

Kristendemokraterne i Vesthimmerland vil have bedre vilkår for de svageste

Anne-Marie Jørgensen, spidskandidat for Kristendemokraterne. Foto: Torben Hansen
Anne-Marie Jørgensen, spidskandidat for Kristendemokraterne. Foto: Torben Hansen

VESTHIMMERLAND: - En fuldstændig rystende tilgang til handicappede.

Spidskandidaten for Kristendemokraterne i Vesthimmerland, 51-årige Anne-Marie Jørgensen, håber på valg til det nye byråd i Vesthimmerland, når der 16. november er kommunalvalg. For hun finder i den grad at der mangler nogen til at kæmpe de svageste borgeres kamp i kommunen: Det er de handicappede.

Og deres kamp vil hun kæmpe.

Anne-Marie Jørgensen er selv uddannet socialrådgiver, og har indgående kendskab til de problemer som handicappede og deres familier slås med i forhold til kommunerne.

Hun har blandt andet fulgt bevægelsen ”enmillionstemmer”, der kæmper for retssikkerhed for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed samt deres pårørende.

- Personer med fysisk- og psykisk funktionsnedsættelse har ikke de samme rettigheder som alle os andre, selvom de ifølge loven skal have det.

Spidskandidat Anne Marie Jørgensen, Kristendemokraterne Vesthimmerland

- Og det går faktisk den forkerte vej - det bliver værre og værre på hele handicapområdet. Hjælpen fra det system i kommunen, der er sat i verden for at hjælpe, bliver dårligere og dårligere. De handicappede og deres familier kommer igen og igen i kamp mod systemet, siger Anne-Marie Jørgensen.

- Og når det kommer til institutionerne, så gør kommunen alt for at holde borgerne med fysisk- og psykisk funktionsnedsættelse på egne institutioner, fordi det er det billigste - i stedet for at kigge på, hvor det bedst tilbud ligger.

Spidskandidat Anne Marie Jørgensen, Kristendemokraterne Vesthimmerland

- Det kan jo godt være det bedste tilbud ligger i en anden kommune, men så koster det ekstra. Den kassetænkning var der ikke i amternes tid, hvor institutionerne hørte under amterne i stedet for kommunerne, siger Anne-Marie Jørgensen, som betegner bedre hjælp til borgere med udviklingshæmning og funktionsnedsættelse samt deres familier for den højst prioriterede mærkesag for partiet, hvis det lykkes at blive valgt ind i det 27 mand store byråd i Vesthimmerland.

Af andre mærkesager peger hun på, ”at pengene skal følge barnet”.

- Der skal være mulighed for hjemmepasning af små børn i stedet for f.eks. at sende børnene i vuggestue. Vi går ind for tilskud på 80 procent af det billigste dagpasningstilbud, hvis familier vælger selv at passe deres børn hjemme det første år af barnets levetid, siger Anne-Marie Jørgensen, som også fortæller, at en opprioritering på parrådgivning til forældre i krise skal have et løft, hvis det står til partiet.

Partiets spidskandidat er født og opvokset i Vilsted, men har været bosat i Risskov indtil 2016, hvor hun valgte at flytte tilbage til sin fødeegn.

Hun glæder sig over landsbylivet.

Spidskandidat Anne Marie Jørgensen, Kristendemokraterne Vesthimmerland

- Jeg kan godt indrømme, at jeg egentlig nok ikke havde forestillet mig at ville flytte tilbage til Vesthimmerland. Men netværket og livet i den lille by tiltaler mig meget, fortæller Anne-Marie Jørgensen, der er ansat på en daginstitution for udsatte unge i Aarhus Kommune.

Udover at være opstillet til kommunalvalget for Kristendemokraterne i Vesthimmerland er hun også opstillet for partiet til regionsrådsvalget. Hun var også opstillet som folketingstingskandidat for partiet ved valget i 2019.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden