Rystet indehaver af fiskerestaurant
Jensen må ikke kalde sin fiskerestaurant for Jensens. - Jeg er frygtelig ked af det, siger han
Opdateret 20. september 2014 kl. 16:09
SÆBY: Det var en rystet Jacob Jensen, der få minutter over klokken 12 fredag fik besked om, at han havde tabt sagen mod Jensen’s Bøfhus og ikke længere må kalde sit spisested på Sæby Havn for Jensens Fiskerestaurant.
- Det er helt grotesk, at jeg taber den sag. Jeg er frygteligt ked af det og rystet. Jeg havde overhovedet ikke forestillet mig, at det kunne gå den vej. Nu skal jeg overrække navn, domænenavn og det hele til Jensen’s Bøfhus, sige Jacob Jensen.
- Jeg vidste, at det ville blive uhyggeligt svært at vinde. Nu må jeg tænke mig om og finde ud af, hvad jeg gør, og hvad restauranten skal hedde. Måske Jacobs Fiskerestaurant, måske J. Jensens Fiskerestaurant. Det må jeg tjekke med min advokat, siger han.
Jacob Jensen skal betale 200.000 kr. til Jensen’s Bøfhus samt modpartens sagsomkostninger på 150.000 kroner.
- Det her kommer til at koste mig over en halv million kroner. Jeg skal også betale min egen advokat, og og jeg skal til at skifte navn, skilte, net-adresse og så videre. Heldigvis har jeg en god fiskerestaurant, og jeg skal nok klare de udgifter.
- Jeg føler mig ikke tromlet. Når Højesteret har talt, skal jeg forholde mig til det, men jeg synes, det er småligt af Jensen’s Bøfhus, at de overhovedet anlagde den her sag. Der er jo ingen, der kører til Sæby, som er i tvivl om, hvad min restaurant er, siger han.
Jacob Jensen vil nu rådføre sig med sin advokat, Karsten Madsen, om hvordan han videre skal forholde sig.
Højesteret siger i sin begrundelse for dommen, at ”Jensens” har et ”fornødent særpræg” til at kunne opnå beskyttelse efter varemærkeloven.
Højesteret nævner også, at ”Jensens” må anses for at være velkendt i Danmark, og at Jacob Jensen ved at bruge navnet gjorde sig skyldig i en ”utilbørlig udnyttelse” af Jensen’s Bøfhus’ særpræg og renomme.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.