Vesthimmerland

S klar med bud på ny borgmester

Palle Jensen atter spidskandidat for Socialdemokraterne

Borgmesterkandidat Palle Jensen, Vester Hornum, får her en lykønskning og røde socialdemokratiske roser med på vejen fra formand Herdis Brix, Aars, ved præsentationen. ?Foto: Martin Glerup
Borgmesterkandidat Palle Jensen, Vester Hornum, får her en lykønskning og røde socialdemokratiske roser med på vejen fra formand Herdis Brix, Aars, ved præsentationen. ?Foto: Martin Glerup

VESTHIMMERLAND: Socialdemokraterne i Vesthimmerlands Kommune går også i 2017 til valg med den nuværende gruppeformand Palle Jensen som borgmesterkandidat.

Det oplyste den lokale S-formand, Herdis Brix, Aars, da hun forleden præsenterede spidskandidaten for partimedlemmerne ved en seance i Aars.

Socialdemokraterne har indhentet forslag til spidskandidat hos medlemmerne, men blandt de indkomne forslag var det kun Palle Jensen, som ønskede at kandidere. Dermed undgår Socialdemokraterne at skulle ud i en urafstemning om kandidaturet.

- Det glæder mig, at Palle Jensen bliver vor borgmesterkandidat til næste års kommunevalg, siger Herdis Brix.

- Han er som ihærdig og troværdig lokalpolitiker et usædvanlig kompetent bud på borgmesterposten. Palle udfører et seriøst stykke arbejde med henblik på maksimal socialdemokratiske indflydelse på kommunalpolitikken i Vesthimmerland. Og vi kommer ikke uden om, at det er en stor udfordring med byrådets nuværende sammensætning, føjer Herdis Brix til.

Den lokale partiformand noterer i den forbindelse, at den nuværende borgmesters mange personlige stemmer trækker nogle politikere med relativt få stemmer ind i byrådet.

Palle Jensen er en erfaren lokalpolitiker. Han er 53 år, har været byrådsmedlem i 23 år og er i denne periode formand for byrådets sundhedsudvalg.

- Jeg vil fortsat kæmpe for socialdemokratisk indflydelse, og i næste byrådsperiode skal vi helst have flere byrådsmedlemmer, fastslår Palle Jensen.

Socialdemokraternes første prioritet er velfærd og service til borgerne, men det er ikke nemt at få råd til, når de borgerlige har vedtaget at investere 115 millioner kr. i en omfartsvej udenom Aars, påpeger den genvalgte S-spidskandidat.

Valgslagets nærmere planlægning går i gang efter sommerferien.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden