Så er alt klar til julemarked på Knivholt
I år med ”mandeparkering”, kunstskøjtebane og dukketeater - og masser af aktiviteter ude og inde

Der er cirka 75 boder og stande på dette års julemarked på Knivholt. Arkivfoto: Henrik Louis
Frederikshavn: Det er i den kommende weekend, der er julemarked på Knivholt. Overalt på den hyggelige herregård oser det af jul, idet ikke færre end 75 boder fylder gården.
Blandt årets nyheder nævnes kunstskøjtebane, ”mandeparkering” og dukketeater.
”Mandeparkering” - dette sjove tiltag kan bedst sammenlignes med ”børneparkering”. Her kan du, kære kvinde, aflevere din mand til hyggeligt samvær, mens du shopper igennem rundt omkring i de spændende boder.
Laderne er fyldt med spændende stande og gode oplevelser, hvor der vil være noget for alle sanser. bl.a. duften af friskmalet kaffe, suppe, friskbrændte mandler, gløgg, bolcher, Herregårdens ”bjæsklaug”, spændende vine, frisk honning, oste, dådyrkød og nyfældede juletræer. Man kan nyde synet af de smukt udsmykkede stande, smedens brug af essen, læderarbejde, skrædderi, glaskunst, perlefremstilling, pileflet, rakubrænding og se de små modeltog køre rundt på den smukke togbane. Julemanden kommer med kræs til børnene.
Der er også noget for øret. Man kan nyde de skønne toner af julemusik fra Fladstrand spillemændene, Frode laver fløjter, lyden fra ambolten, samt kaffekværnen.
Den gamle Hestestald er spækket med hjemmelavede nisser og andet husflidsarbejde. På 1. salen kan man opleve de friske piger fra Kreastedet lave forskellige former for håndarbejde.
I stuehuset er der indrettet en hyggelig julecafe, hvor du kan nyde en kop kaffe eller te, æbleskiver, hjemmebag, risalamande m.m. Biblioteket har deres store bogsalg. Her kan du også møde skrædderen med hendes hatte samt glas og billedkunst.
I karlekammeret kan du møde ”krisecenteret”. I værkstederne kan man bl.a. opleve smedene lave tinsoldater og trædrejernes samt stenhuggernes fine arbejde.
I Naturcentret er spækket med boder med forskelligt håndarbejde og fine smykker.
Madpakkerummet er omdannet til en ”Fiskehule” idet der vil blive stegt fiskefrikadeller samt filetering af spegesild. Her kan du også købe lækkerier som sennep og syltetøj.
De lokale seniormedarbejdere vil køre hestevogn - eller kane, hvis der kommer sne - samt sørge for at holde gang i det gamle tærskeværk.
På gårdspladsen vil du kunne køre på skøjter på vores nye ”Kunstskøjtebane” (Skøjter forefindes). Skøjtebanen har tidligere været opstillet på toppen af Stena-færgen. Fra Julemarkedet og frem til jul vil den være åben for institutioner der måtte have lyst til at have børnene med på en god oplevelse.
Frederikshavn Amatørscene har premiere på nyt ”dukketeater”, som kan opleves på scenen i Vestre Lade både lørdag og søndag.
I år har Knivholt forbedret parkerings-forholdene betragteligt, idet der er anlagt ikke færre end 160 nye pladser med en solid bund.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.