Sæby Golfklub får penge fra Nordea
Pengene skal bruges til en udvidelse af banen
SÆBY: Søndag 17. april inviterede Sæby Golfklub 160 af landets golfklubber til Golfens Dag.
I Sæby Golfklub startede dagen kl. 10.00, hvor bestyrelsesformand Svend Larsen bød velkommen til de fremmødte, til Nordeafonden og til Hjerteforeningens lokalkomité i Sæby.
Det var en glad repræsentant fra Nordeafonden, der kunne overrække en stolt bestyrelsesformand i Sæby Golfklub fondsstøtten på kr. 50.000.
Sæby Golfklub havde ansøgt Nordeafonden om støtte til udvidelsen af par3-banen fra nuværende 6 huller til en 9-hullers rated bane, hvor der kan spilles efter handicap og handicapreguleres.
Udvidelsesprojektet, der løber op i en betragtelig sum, blev i efteråret 2015 støttet af Sæby Sparekasses Fond projektet med kr. 50.000 til. Så Sæby Golfklub har nu i alt kr. 100.000 til projektet.
Efterfølgende fik Hjerteforeningen ordet. Hjerteforeningen og Dansk Golf Union har indledt nationalt samarbejde. DGU oplyser, at det tager ca. 4,5 timer at gå 18 huller, og at det svarer til omkring 11 kilometers gang. En runde golf giver således en samlet forbrænding på omkring 2.000 kcal, og har desuden en god effekt på både hjerte, kredsløb og kolesterol.
Efter fondsoverrækkelsen og oplægget fra Hjerteforeningen gik professionelle og frivillige trænere i gang med undervisning og introduktion til golf til de uprøvede fremmødte.
Gik du glip af seneste åbent hus arrangement i Sæby Golfklub kan det nås endnu, - næste arrangement afholdes søndag den 1. maj kl. 10. Se mere på www.golf-klub.dk