Politik

Efter Støjbergs exit: Sådan reagerer de nordjyske V-borgmestre

En V-borgmester er kritisk, en anden roser afgående parti-næstformand for god indsats

Jammerbugt-borgmester Mogens Chr. Gade ser Støjbergs afgang som en naturlig konsekvens af uenighederne i Venstres top. Arkivfoto: Lars Pauli
Jammerbugt-borgmester Mogens Chr. Gade ser Støjbergs afgang som en naturlig konsekvens af uenighederne i Venstres top. Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli

Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:25

NORDJYLLAND: Inger Støjbergs afgang som Venstres næstformand er en naturlig konsekvens af uenighederne mellem hende og partiformand Jakob Ellemann-Jensen.

Det mener Venstre-borgmester Mogens Chr. Gade fra Jammerbugt Kommune.

- Vi kan jo ikke have, at vi har en formand og en næstformand, som åbenlyst ikke har tillid til hinanden og kommer med forskellige udmeldinger. Hendes afgang er en naturlig følge af de konflikter, der har været mellem de to, siger borgmesteren.

- Det store problem

Mogens Chr. Gade synes ikke, at Inger Støjberg har rettet sig efter partitoppens rangorden:

- Da hun blev valgt som næstformand, sagde hun, at hun ville bære Ellemann ind i Statsministeriet, og det gør man måske ikke, hvis der er alt for mange forskellige udmeldinger. Man er nødt til at acceptere, at der er en, som er nummer 1, og en, der er nummer 2. Og det har måske været det store problem her.

- Hun har været for dominerende, og det kan da godt være, at det sælger billetter til hende, men jeg tror ikke partiet har godt af det. Partiet er nødt til at have en rangorden. Jeg tror, vi i partiet fremadrettet har brug for, at der er en klar rollefordeling med, hvem der er formand og næstformand, og at der er naturlig opbakning fra næstformanden til formanden.

Holder af Inger

Jeg holder meget af Inger Støjberg. Hun har gjort mange gode ting og går meget ind for frihed, og at man skal opføre sig ordentligt.
Mikael Klitgaard (V)

Brønderslev Kommunes Venstre-borgmester Mikael Klitgaard siger:

- Det bliver spændende at se, om der er grundlag for en rigsretssag eller ej, og eventuelt en frikendelse eller det modsatte, men jeg synes, det er godt, at Inger Støjberg har trukket sig.

Brønderslev-borgmesteren roser den nu forhenværende næstformand i Venstre:

- Jeg holder meget af Inger Støjberg. Hun har gjort mange gode ting og går meget ind for frihed, og at man skal opføre sig ordentligt. For mig er hun stadig en god Venstre-kvinde. Jeg tror, hun fortsat har en fremtid i partiet. Nu skal vi have en ny næstformand, men Inger Støjberg kan gøre mange gode gerninger i Venstre, og hun har mange gode grundholdninger.

Mikael Klitgaard giver den afgående næstformand dette skulderklap:

- Jeg vil sige tak for indsatsen, Inger.

- Tid til at rykke sammen

Partifælle og borgmester-kollega Hans Ejner Bertelsen fra Morsø Kommune betegner det som klogt, at Inger Støjberg trækker sig som Venstres næstformand.

- Nu er tiden inde til, at vi i Venstre rykker sammen om vores formand. Det er en formands ret og pligt at udstikke linjen, og det er det, Jakob Ellemann-Jensen har gjort.

Inger Støjberg er jo Inger Støjberg og har en facon og en måde at kommunikere på, som godt kan virke lidt bastant, men det er jo også hendes styrke.
Hans Ejner Bertelsen (V)

Morsø-borgmesteren tilføjer:

- Inger Støjberg er jo Inger Støjberg og har en facon og en måde at kommunikere på, som godt kan virke lidt bastant, men det er jo også hendes styrke.

Hans Ejner Bertelsen håber, at Støjbergs farvel til næstformandsposten vil skabe mere ro:

- Så kan vi få fokus på Venstres politik igen og få indflydelse de steder, vi kan.

Håber hun bliver

Morsø-borgmesteren håber, at Inger Støjberg bliver i partiet:

- Jeg synes da bestemt hun har en rolle at spille i Venstre i mange år fremover.

Jeg synes, hun har set for lidt på partiets tarv og måske varetaget sine egne tarv mere
Per Bach Laursen (V)

Borgmester Per Bach Laursen (V) fra Vesthimmerlands Kommune er tilfreds med, at Inger Støjberg trækker sig som partiets næstformand:

- Jeg synes, hun har set for lidt på partiets tarv og måske varetaget sine egne tarv mere.

Også han håber, at Støjberg bliver i partiet:

- Hun har nogle kompetencer, vi har brug for i Venstre. Hendes værdipolitiske tilgang til det har vi også brug for. Men vi har også brug for at komme videre.

Ingen kommentarer

Venstre-borgmester Mogens Jespersen fra Mariagerfjord Kommune vil ikke kommentere Inger Støjbergs farvel til næstformandsposten i Venstre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden