Socialt

Her får de ansatte en knude i maven, når de skal møde ind

I strakspåbuddet fremgår det, at flere af de ansatte får en knude i maven, når de skal møde ind på arbejde

Sødisbakke har modtaget et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, efter de var forbi 26. februar hos afdelingen Skovbo.
Sødisbakke har modtaget et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, efter de var forbi 26. februar hos afdelingen Skovbo. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret 25. marts 2025 kl. 16:13

Arbejdstilsynet har været en tur forbi det nordjyske bosted Sødisbakke i afdelingen Skovbo. 

Det resulterede i et strakspåbud. 

Det fremgår i strakspåbuddet, at der ved Arbejdstilsynets vurdering er lagt vægt på, at risikoen for arbejdsrelateret vold ikke er forebygget tilstrækkeligt.

- Det er Arbejdstilsynets vurdering, at der er en betydelig risiko for, at de ansatte bliver udsat for store psykiske belastninger og fysisk vold, der kan medføre, at de kommer til skade eller bliver syge af arbejdet, står der i dokumenterne som Nordjyske har fået aktindsigt i.

Arbejdstilsynet definerer i strakspåbuddet, at fysisk vold skal forstås som vold i form af angreb mod legemet, og psykisk vold forstås som vold i form af trusler og anden krænkende adfærd.

- Når vi får et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, handler det om medarbejdernes sikkerhed i arbejdet, siger Jesper Cetnie Rasmussen, områdechef for Området for Voksne med Udviklingshandicap, Sødisbakke.

Områdechef Sødisbakke, Jesper Cetnie Rasmussen. Privatfoto

Han fortsætter:

- Vi arbejder med borgere, som har meget komplekse udfordringer, og der kan ved ændringer i deres livssituation opstå voldsom og udadreagerende adfærd.

I strakspåbuddet fremgår det, at flere af de ansatte får en knude i maven, når de skal møde ind på arbejde - for de ved aldrig, hvad de møder ind til. 

Det fremgår ligeledes, at flere kollegaer har været rystet og utrygge i nattevagten. Og sommetider er de blevet så utrygge, at de måtte låse sig inde på kontoret.

Løsninger

Jesper Cetnie Rasmussen fortæller, at der både er fundet kortsigtede og langsigtede løsninger på problematikken, så Skovbo kan imødekomme kravene i strakspåbuddet.

Desuden fortæller områdechefen, at de allerede var begyndt at handle på situationen, inden de modtog påbuddet ved eksempelvis at sætte mere personale på i en periode:

- I den konkrete sag har vi handlet med det samme og arbejder med både kort- og langsigtede løsninger, der skal sikre et trygt arbejdsmiljø. 

Han påpeger, at der i samarbejde med Region Nordjylland nu er lavet en klar plan for den fremtidige håndtering. 

Nordjyske har tidligere fortalt om, at Socialtilsynet var ved at trække godkendelsen til en anden afdeling på bostedet Sødisbakke, men stedet fik efterkommet tilsynets krav tilbage i september.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden