Samråd ønsker sig skolepavillon
Pavillonen skal bruges til forsamlingshus, onlinekøbmand og café, men først skal politikerne sige god for det
Opdateret kl. 15:45
GRINDSTED: Grindsted-Uggerhalne Samråd er lun på en af Grindsted Skoles pavilloner.
Sagen er, at Grindsted Skole skal ombygges, og derfor skal pavillonerne fjernes. Men samrådet vil gerne have fingre i en af træpavillonerne, der har været benyttet til DUS. Samrådet ønsker at overtage den 350 kvadratmeter store pavillon gratis og bruge den til tre formål.
Udover at bruge skolepavillonen til forsamlingshus, café, har samrådet også planer om en onlinekøbmand. Med hensyn til sidstenævnte har landsbyen ikke nogen købmand, men tanken er, at man vil indgå et samarbejde med et onlinesupermarked, hvor efter man kan bestille varerne på nettet og hente dem i pavillonen.
- Vi har holdt et par møder, og det viser sig, at der er en gruppe mennesker, der gerne vil støtte op omkring etableringen og driften af den, siger formanden for Grindsted-Uggerhalne Samråd, Ole Schwarz.
Pavillonen har også plads til en lille café.
- Der kan være en lille café, hvor folk kan sidde og drikke en kop kaffe, når de har handlet ind.
Forsamlingshus, onlinekøbmand og café skal drives af lutter frivillige kræfter.
Lige nu er samrådet ved at undersøge, hvilken stand pavillonen er i, og hvad det vil koste at renovere den, ligesom man regner på, hvad driftsomkostningerne er.
- Hvis man låner forsamlingshuset skal man betale et beløb, og så må vi lave nogle kalkuler for, hvor mange gange det skal lejes ud, før det kan løbe rundt.
Skoleudvalget tager i dag stilling til, om der skal sendes en indstilling til magistraten om en overtagelse.
Samrådet forpligter sig til ved en eventuel overtagelse at betale for ombygning, vedligeholdelse og drift, ligesom man selv skal sørge for at fjerne pavillonen uden omkostninger for kommunen, hvis den skal væk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.