Sangcenter i Thisted - og måske Aalborg
Thisted bliver hjemsted for et af de regionale kraftcentre for sang, som på initiativ af Den Jyske Sangskole og med støtte fra Det Obelske Familiefond skal etableres i hele landet.

- Det er noget af det bedste, der er sket for kulturlivet i Thisted i 25 år, mener korleder og organist Preben Nørgaard Christensen. Arkivfoto: Peter Mørk
Også Aalborg kan dog få et tilsvarende center, fortæller Christian Alstrup, administrativ leder af Den Jyske Sangskole med hjemsted i Herning. Kraftcentrene skal bygges op omkring eksisterende kormiljøer, og det er Thisted Kirkes Drenge-mandskor under ledelse af organist Preben Nørgaard Christensen, som har bragt Thisted i spil som hjemsted for et af de foreløbig syv centre, som er planlagt i hele landet. Drenge-mandskoret regnes for et af Danmarks bedste. Thisted og Thy kan ikke mønstre et pigekor på samme høje niveau. Til gengæld er der intentioner om at etablere et overbygningskor for piger i Thy, ligesom en lang række lokale interessenter - herunder Thisted Musikskole, Vestervig Kirkemusikskole og de lokale folkeskoler - har engageret sig i projektet. - I Aalborg er der dygtige pigekor, mens det på drengesiden er lidt tyndt. Men jeg tror på, at Aalborg kommer med, siger Christian Alstrup. For de syv byer, som der nu er sat navn på, forestår der dog i alle tilfælde et arbejde med at udvikle planerne, inden kraftcentrene bliver til virkelighed, understreger han. Men i Thisted er både kommunens kulturkonsulent, Karen Louise Erichsen, og Preben Nørgaard Christensen, overbevist om, at det nok skal lykkes: - Det er fantastisk og noget af det bedste, der er sket for kulturlivet i Thisted i 25 år, siger Preben Nørgaard Christensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.