Hou

Satte ild til sit nye sommerhus

Ville brænde hvepsebo med ukrudtsbrænder, så gik der ild i taget

Arkivfoto
Arkivfoto Pressefotograf Henrik Bo

Opdateret kl. 20:40

HOU: En mand blev søndag sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, efter han ved et uheld satte ild til sit nye sommerhus. Branden udbrød omkring klokken 16 på Leopardvej i Hou lidt nord for Hals.

- Der er nogen, der er ved at overtage et sommerhus, og det er de oppe at kigge til. Så får de øje på et hvepsebo på loftet oppe under taget. Han tager så en ukrudtsbrænder og forsøger at brænde boet væk, og så går der ild i taget, fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Manden kan nu se frem til en bøde for sin uforsigtighed. Til gengæld slap han billigt i forhold til skader på sommerhuset, oplyser Peter Reinau, indsatsleder ved Beredskabscenter Aalborg.

- Taget og tagkonstruktionen har taget en del skade i den ene ende. Vi skal lige have det brækket op for at se, om der skulle ligge noget og gløde nedenunder, siger han.

Manden var med hjælp fra gode naboer selv gået i gang med at slukke ilden, så der var kontrol med branden ved beredskabets ankomst.

Indsatslederen opfordrer på det kraftigste til, at man udviser stor forsigtighed med gas- og ukrudtsbrændere. De har nemlig givet de nordjyske beredskaber meget at se til på det seneste.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden