SBK smagte sejrens sødme

Arkivfoto: Peter Broen
Arkivfoto: Peter Broen

Sindal Billard Klubs serie 3 hold 1 har på udebane spillet mod Hjørring 3. Resultatet blev en lille sejr på 6-2.

Karsten Brath (5,69) leverede denne gang en særdeles glimrende indsats. Lærdommen fra sine kampe i serie 1 kan han åbenbart allerede nu begynde at høste frugten af. Han scorede kontinuerligt, og sluttelig kunne han således trille en meget sikker sejr i hus.

Poul Erik Thomsen (4,44) var ikke oppe i det vante gear, hvorfor opgøret blev særdeles spændende. Ved hjælp af god koncentration undgik han at falde i de basale fælder. Trods et tæt opløb kunne han derfor sluttelig hive en smal sejr i land.

Egon Jørgensen (6,00) gjorde det særdeles glimrende gennem hele spillet. I slutfasen blev det dog piv uhyggeligt, idet modstanderen kom tæt på. Med god spilforståelse formåede han dog at trække fra på det helt rigtige tidspunkt. Således kunne han smage sejrens sødme efter en lille sejr.

Kjeld H. Jensen (6,84) formåede ikke at skabe kampen ved egen kraft. da modstanderen heller ikke gav de store åbninger, blev det således meget op ad bakke. Spillet blev usammenhængende, og i takt hermed røg selvtilliden i negativ retning. Sluttelig måtte han således indkassere et meget unødvendigt og dermed et alt for stort nederlag.

Desuden har old boys hold 1 på hjemmebane spillet mod Frederikshavn 2. Resultatet blev en meget sikker sejr på 6-2.

Villy Hansen (3,07) leverede en rimelig god indsats. Idet modstanderen havde tryk på kedlerne, så det imidlertid ikke ud af så meget. Sluttelig måtte han således tage til takke med et mindre nederlag.

Thorvald Jørgensen (10,26) havde været på studietur i et økologisk svinebrug. Alle disse tillærte noder havde han taget med sig til billard. Selv de sværeste facetter i spillet blev derfor uden de store dikkedarer omsat til sikre points. Alt lykkedes simpelthen, hvilket efterlod modstanderen i dyndet omkring startblokken. Den meget flotte indsats blev således mesterligt omsat til en piv uhyggelig kæmpe stor sejr.

Poul Erik Thomsen (5,92) har efterhånden spillet sit odds helt ned på 1,0. Også denne gang omsatte han nemlig en yderst gedigen indsats til en meget komfortabel sejr. Jo, der er sandelig krummer i den gut. Vi kvitterer således med titlen, ugens spiller.

Ulrik Nielsen (7,42) er ligeledes inde i en god rytme. Han fik denne gang ikke den store modstand, hvorfor han stille og roligt kunne bygge spillet op. Modstanderen blev derfor indgang efter indgang sendt længere og længere bagud. Sluttelig kunne der således noteres en kolo enorm stor sejr.

Endelig har SBK haft et hold i kamp i fri carambole på hjemmebane mod Hjørring 2. Resultatet blev en knusende stor sejr på 4-0, hvorved holdet bevarede den øjeblikkelige førsteplads i kredsen.

Ulf Gorm Nilsson (0,97) var kaldt frem fra reservestaben. Han udfyldte sin rolle perfekt. Efter en meget god indsats kunne han nemlig sikre sig en særdeles flot sejr.

Casper B. Caspersen (1,70) havde fra start storspillet fremme. Højeste serie blev på 9 points, hvilket også var med til at cementere den store overlegenhed. Det hele endte således med en uhyggelig komfortabel sejr.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden