Se billederne fra Hobros sejr over Helsingør

To mål på hjørne sikrede Hobros divisionsduks sejren i forårspremieren

Wilfried Domoraud cementerede søndagens premieresejr for Hobros tophold, da han nettede til resultatet på 2-0. Foto: Lars Pauli
Wilfried Domoraud cementerede søndagens premieresejr for Hobros tophold, da han nettede til resultatet på 2-0. Foto: Lars Pauli

HOBRO: Dødboldene sikrede søndag Hobro IK sejren i forårspremieren. 1. divisions tophold baskede gæsterne fra FC Helsingør med 2-0. Sejren på DS Arena kom i hus efter to hjørnesparksmål i første halvleg.

Yaw Amankwah debuterede for topholdet med føringsmålet efter knap en halv times bold. Klassisk for kampen sendte Hobro et hjørnespark mod forreste stolpe. Her kom Hobro først på bolden, men Helsingør afværgede det første forsøg på stregen. Amankwah reagerede dog tjept på returen og skovlede den i mål fra klods hold.

I første halvlegs sidste minut fordoblede Thomas Thomasbergs tropper så føringen. Wilfried Domoraud headede kuglen i kassen. Igen på forreste stang efter et blødt hjørnesparksindlæg.

Dermed gjorde Hobros target man skaden god igen, efter han i begyndelsen af halvlegen misbrugte en direktør. Jesper Bøges indlæg fra højre fandt Domorauds pandebrask, men angriberen headede forbi mål i en helt fri position tæt på straffesparkspletten.

Forinden havde gæsterne også misbrugt en kæmpe chance for at bringe sig på 1-0. En håndfuld minutter inde i forårspremieren i NordicBet Ligaen missede gæsternes Andre Riel en friløber, som Mads Justesen var skyld i, da han gled på en regnvåd bane.

Tættere på kom Helsingør ikke i forårets første kamp, og derfor kan Hobro glæde sig over, de forsvarer førstepladsen i 1. division.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden