Se billederne: OL-vinder blev hyldet på sin gamle skole
Bordtennisspilleren Peter Rosenmeier var tilbage på sin gamle skole i Hadsund, hvor han både spillede opvisningskamp og blev hyldet af byrådet
HADSUND: Bordtennisspilleren Peter Rosenmeier, der vandt OL-guld for anden gang ved de paralympiske lege i Rio, var tilbage i hjembyen Hadsund. Her kastede han lidt stjernestøv over skolens årlige bordtennisturnering, som han skød i gang med en opvisningskamp mod en elev.
Det tiltrak flere hundrede elever til aulaen, hvor der blev heppet og hujet. Mest på Rosenmeier, men også lidt på skolekammeraten Lukas Holst, der måtte se sig slået efter tre spændende sæt.
I forbindelse med opvisningskampen så byrådet sit snit til at hylde den lokale bordtennisstjerne for sine store bedrifter, der tæller to OL-guldmedaljer, to af bronze og også en stak EM og VM-medaljer.
Derfor troppede borgmester Mogens Jespersen op og holdt en tale og overrakte blomster til bordtennisspilleren, som både blev kaldt en inspiration, et forbillede og den største idrætsstjerne fra kommunen af borgmesteren.
Efter kampen sendte Peter Rosenmeier sin medalje på rundtur blandt skolens elever, og der blev også tid til at skrive autografer og få taget billeder med skolens elever.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.