Affald

Selvstændige: affaldsgebyr meningsløst

Mange betaler gebyr, selv om de ikke producerer affald

Selvstændige, der aldrig har behov for at aflevere affald på en genbrugsplads, skal i mange tilfælde alligevel betale affaldsgebyr.Arkivfoto: Bruno Gregersen
Selvstændige, der aldrig har behov for at aflevere affald på en genbrugsplads, skal i mange tilfælde alligevel betale affaldsgebyr.Arkivfoto: Bruno Gregersen Pressefotograf Torben Hansen

AALBORG: Et stort antal selvstændige opkræves affaldsgebyr, selvom de ikke producerer affald. Det skaber vrede og frustration blandt de små virksomheder.

Således viser en måling fra de selvstændiges organisation Ase, at tre ud af fire mener, at der ikke er en gennemskuelig sammenhæng mellem gebyrets størrelse og mængden af affald, de producerer.

- Der er slet ingen tvivl om, at der i mange kommuner forvaltes stik imod lovens intention, som jo netop er, at den, der forurener, skal betale. Det skaber kæmpe frustration blandt virksomhederne, at der helt åbenlyst er noget galt, men at viljen til at løse problemet synes ikke-eksisterende, siger chef for Politik & Kommunikation i Ase, Thomas Telving.

Det fremgår desuden af målingen, at under hver sjette af de virksomheder, der søger om fritagelse, får medhold.

Ifølge Ase overser man slagsiden ved at pålægge de selvstændige gebyrer, der ikke giver mening.

- Når man for eksempel fastholder, at en konsulent, der ikke har andre driftsmidler end en computer, skal betale affaldsgebyr, underminerer man tilliden til, at man som myndighed vil virksomhederne det bedste. Det er en tillid, det kan tage lang tid at genopbygge, og det skader erhvervsklimaet, siger Thomas Telving.

Hos Ase mener man, at den eneste løsning er en lovændring.

- Loven er meget løst formuleret, hvilket gør, at to identiske virksomheder har helt forskellige rettigheder alt efter hvilken kommune, de ligger i. Selvom der var politisk enighed, da loven blev lavet, er det nødvendigt, at man reviderer den, så der bliver større gennemsigtighed og mere ensartet behandling, siger Thomas Telving.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden