Mere nyt om den britiske krigshelt fra Agger
BOGUDGIVELSE: Journalist Knud Jakobsen føjer mange ny oplysninger til historien om Rutland of Jutland, som blev tilnavnet på flyverløjtnanten, der nødlandede ud for Agger under Jyllandsslaget

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AGGER:Journalist Knud Jakobsen, Struer, født 1945 i Skagen, har efter sin pensionering etableret sig som historiker med speciale i Første Verdenskrig og især søkrigens begivenheder og personer med særlig tilknytning til Danmark, ikke mindst i samarbejde med Sea War Museum i Thyborøn. 2017 blev det til bogen ”Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen”.
Og onsdag 24. juni udkommer en ny bog på Søkrigsmuseet med titlen ”Sangeren og krigshelten fra Agger”. I den har Knud Jakobsen samlet en række beretninger om søkrigen - herunder igen Jyllandsslaget, som kunne høres på Thys kyster - og fælles for dem er, at de har en dansk vinkel. Udover bøger har Knud Jakobsen også gravet i danske, tyske og britiske arkiver.
”Krigshelten fra Agger” er flyverløjtnant Frederick Joseph Rutland (1886-1949” fra Royal Navy, som 29. april 1917 blev reddet i land i Agger af redningsbåden. Om ham har man tidligere kunnet læse i de NORDJYSKE aviser og i Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 2013. Men Knud Jakobsen har en imponerende gennemgang af Rutlands karriere i flåden, hvorimod han nævner, men ikke går så meget ind i, Rutlands senere karriere som spion - eller i hvert fald agent for Japan, hvor Knud Jakobsen dog ikke kan finde belæg for, at Rutland skulle have udleveret klassificerede oplysninger. Men derimod har fungeret som informant på åben information og som rådgiver for japanske industrivirksomheder. Den britiske efterretningstjeneste internerede 1941-43 Rutland, men han blev aldrig tiltalt og fik således ikke lejlighed til at forsvare sig. Der synes stadig at være noget fordækt over hele forløbet, der strækker sig, fra Storbritannien 1921-22 brød sin alliance fra 1902 med Japan og altså langt ind i Anden Verdenskrig efter det japanske overfald på den amerikanske base Pearl Harbor på Hawaii. Selv om meget er frigivet i de britiske arkiver, er ikke alt kommet for dagen - og kommer det måske aldrig, da der synes at ligge politiske motiver bag.
Knud Jakobsen fortæller om Rutlands karriere i flåden og sætter den ind i sammenhæng med samtidige teknisk-historiske oplysninger, som det vil føre for vidt at komme ind på her. Men man får oplysningerne om det, der reelt var en nødlanding på havet ud for Agger - men inden for tresømilegrænsen, om end det modsatte blev fastslået - frigivelsen af Rutland og dennes rejse tilbage til Storbritannien via Sverige og et længere ophold i Norge. Hans fortjeneste under Jyllandsslaget gav ham tilnavnet Rutland of Jutland, som også er titlen på en biografi, udgivet 1963 af den krigshistoriker og brigadegeneral Desmond Young.
W
seawarmuseum.dk
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.