Ny butik satser på genbrug: Din næste iPhone skal være brugt
Kosmos Renew i Nørresundby vil gøre op med brug og smid væk-kultur. Her i foråret åbner de butik med brugte Apple-produkter

Kosmos Renew sælger alt i brugt Apple-udstyr og tilbehør på nettet - her i foråret åbner de også en fysisk butik i Nørresundby.
NØRRESUNDBY:Du kender sikkert fornemmelsen af at tage en ny telefon ud af æsken.
Glæden ved at få noget nyt og bedre, der skinner og signalerer overskud. Men glæden er måske også iblandet en snert af dårlig klimasamvittighed og ærgrelse over, hvor dyre de elektroniske dimser er.
Men fremover får du lidt nemmere ved at komme den dårlige samvittighed og ærgrelsen til livs.
I begyndelsen af april åbner Kosmos Renew nemlig en ny butik i Nørresundby, hvor du kan gå ind fra gaden og købe brugte Apple-produkter.
- Vi synes, at der i forhold til genbrugstanken er behov for at gøre endnu mere, og gøre det endnu lettere for folk at købe brugt, siger Dennis Isak-Nielsen, direktør i Kosmos Renew og søsterselskabet Kosmos Technology.

Det brugte udstyr bliver gennemgået på 54 parametre, inden det bliver videresolgt. Foto: Lasse Sand
Firmaet hører i dag til på Stenholm i Nørresundby og har en beskeden butik i baglokalet. Men fremover skal placeringen være mere synlig, derfor rykker man butikken til hjørnet af Lufthavnsvej og Thistedvej.
- Vi vil gerne være meget mere synlige, og her kører i tusindvis af biler forbi hver dag, og det er nemt at holde ind, forklarer han.
Dennis Isak-Nielsen, der driver firmaerne med sin kone Mette og 12 fuldtidsansatte, spår i det hele taget markedet for brugt elektronik en stor fremtid.
- Det er altså ikke alle, der har råd til at gå og købe ny elektronik, siger han og fortæller, hvordan ideen til firmaet faktisk udspringer af hans egen familie.
- Jeg havde lige selv fået den sidste nye iPhone og kom til at regne sammen, hvad det ville koste at give vores fire børn det samme. Det virkede jo helt vanvittigt, siger han.

Det var udsigten til at skulle udstyre fire børn med dyre telefoner, der fik Dennis Isak-Nielsen i gang med at sælge brugt. Foto: Lasse Sand
Én til én i forhold til nyt
Kosmos Renew har i godt et år solgt brugte Apple-produkter på nettet, og det er ifølge parret blevet taget rigtig godt imod.
Selv om firmaet har adresse i Nørresundby, kommer hovedparten af kunderne fra Sjælland og specielt hovedstaden.
- Men det kan nemt blive lidt upersonligt i en shop, og vi vil rigtig gerne yde en god kundeservice og se folk i øjnene, derfor satser vi nu også på en fysisk butik, forklarer Mette Isak-Nielsen.
De brugte telefoner, iPads og computere er inddelt i kategorier efter deres stand. Kosmos Renew satser generelt på udstyr i den bedre ende, ofte kan du slet ikke se, at eksempelvis telefonen har haft en anden ejer.
Udstyret bliver gennemgået på 54 forskellige parametre, inden det skifter ejer. Har batteriet for eksempel en kapacitet under 85 procent bliver det skiftet, og der bliver givet to års garanti på produkterne.

Kosmos Renew har flere ambassadører - blandt andre badmintonduoen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen. Foto: Lasse Sand
- Du mister altså ikke noget ved at købe brugt. Det er en til en i forhold til nyt - bare noget billigere, siger Dennis Isak-Nielsen.
Han mener, at Kosmos Renew adskiller sig fra dets konkurrenter ved at være billigere og at satse på at give kunderne en ekstra god oplevelse.
Han har fået designet særlige æsker til produkterne, så man får lidt af den lækkerhedsfølelse, der normalt følger med at købe en ny telefon og så følger der nye, originale opladere med til alle produkter.
- Det kunne vi sådan set lade være med og så spare noget selv, men det handler om at gøre det ordentligt, synes jeg, siger han.
Kosmos Renew åbner den nye butik i Nørresundby i begyndelsen af april.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.