Rekordår for Hjørrings gavekort: - Brug dem, lyder opfordringen

Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel opfordrer nu kunderne til at bruge deres gavekort og hjælpe de lokale butikker og spisesteder godt på vej i 2022

Rikke Ejsenhardt, event- og aktivitetschef i Hjørring Handel har en opfordring: - Kom endelig ud og brug gavekortene i butikkerne og på spisestederne. Det er der behov for. Der er brug for, at pengene kommer ud og arbejder.Arkivfoto: Bente Poder

Rikke Ejsenhardt, event- og aktivitetschef i Hjørring Handel har en opfordring: - Kom endelig ud og brug gavekortene i butikkerne og på spisestederne. Det er der behov for. Der er brug for, at pengene kommer ud og arbejder.Arkivfoto: Bente Poder

HJØRRING:Hjørring-Gavekortet til butikker og spisesteder i Hjørring er populært. Alene i 2021 blev der omsat for 8,3 mio. kroner i de lokale gavekort - og hermed blev rekorden fra 2020 slået med 400.000 kroner.

- Vi gør det rigtig godt i Hjørring - vi ligger nummer fem i landet på omsætning af gavekort. Og vi bliver kun overgået af nogle af landets største indkøbscentre, siger event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel.

- Det viser, at vi er kommet igennem med vores budskab om at handle lokalt, konkluderer Rikke Ejsenhardt, der sender en tak til de mange forbrugere, der har bakket op om de lokale butikker og restauranter ved at købe gavekort i stor stil.

Brug dem .... det er der brug for

En del af gavekortene er endnu ikke brugt. Rikke Ejsenhardt anslår, at der lige nu ligger ubrugte gavekort på mellem fem og seks mio. kroner hjemme hos forbrugerne.

- Så kom endelig ud og brug gavekortene i butikkerne og på spisestederne. Det er der behov for. Der er brug for, at pengene kommer ud og arbejder.

- Begyndelsen på året har været den værste periode i hele coronaperioden - med undtagelse af de perioder, hvor er har været nedlukning. Det er desværre en tendens, der gør sig gældende på landsplan, tilføjer Rikke Ejsenhardt.

- Vi har haft høje smittetal, mange familier har været i corona-isolation på grund af smitte, og de offentlige ansatte har arbejdet hjemme. Det betyder, at mange kunder ikke er kommet ind til byen.

Men Rikke Ejsenhardt ser sammen med byens forretningsfolk lys forude:

- Så kom ind til byen og brug de lokale butikker og spisesteder - og brug gavekortene. Der er slutspurt på gode udsalgs-tilbud, og samtidig er der kommet rigtig mange nye, fede varer i butikkerne. Nu kan du også gå ind og nyde en dejlig frokost uden mundbind på.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.