Sikker sex på Mors
Sundhedsstyrelsens årlige kampagne er i gang
Igen i år er Morsø Kommune med til at sætte fokus på sikker sex.
Det sker under Sundhedsstyrelsens Kun med Kondom-kampagne, og 10 lokale aktører har meldt sig på banen.
Crazy Daisy Mors er endnu engang med på vognen, og de gør en del ud af kampagnen:
- Personalet går i kampagnens t-shirts, vi har spots, der kører på TV-skærmene på diskoteket og så står der dispensere i baren og i garderoben, hvor de besøgende kan trække et kondom, siger Lars Uggerby, der bestyrer Crazy Daisy Mors.
Og der er for ham at se en god grund til at deltage aktivt i sådan en kampagne som diskotek:
- Vi er en del af noxnetwork, der er en sammenslutning af 46 diskoteker. Og et af vores mål er, at man skal mødes i trygge rammer, også udenfor diskoteket. For os at se er natteliv mere end bare at gå i byen, og vi vil gerne være med til at forhindre spredning af kønssygdomme, som jo desværre ikke ligefrem er på tilbagegang.
Kigger man på sundhedsstyrelsens seneste opgørelse over klamydiasmittede pr. kommune, ligger Morsø godt placeret med 14 tilfælde pr. 1000 indbyggere mellem 15-29 år.
Det svarer til 48 tilfælde i 2013, og på landsplan er det tal noget højere. Her ligger gennemsnittet nemlig på 20 smittede pr. 1000 indbyggere.
Også på Morsø Folkebibliotek har man valgt at deltage i kampagnen.
- Vi har lavet en oplysende udstilling. Her kan man finde bogmateriale, plakater fra kampagnen og så ligger der gratis kondomer, fortæller bibliotekar Eva Hansen og nævner, at udstillingen er at finde i stueetagen ved afdelingen med ungdomsbøger.
Hos Bio Mors fortæller daglig leder Peter Astorp, at det sidste år var ungdomsbio-folkene, der stod for kampagnen, så Bio Mors har desværre ikke fået lavet de store arrangementer i år:
- Men vi har fået en kasse fra Sex & Samfund med flyers og kondomer, så de ligger selvfølgelig på disken, siger Peter Astorp.
Men handler Sikker Sex-kampagnen bare om at dele gratis kondomer ud? Hos Sex & Samfund fortæller projektleder Søren Ingemann Zinck, at det er vigtigt med både nationale og lokale aktører i kampagnen:
- Kampagnen handler om at oplyse. Vi kan se, at forebyggelsen ser ud til at have en effekt. Der er stadig rigtig mange, der bliver smittede med kønssygdomme, men klamydiaforekomsten er dalende, siger Søren Ingemann Zinck og påpeger, at kampagnen samtidigt vokser sig større og større.
- Vi har i år 830 tilmeldte aktører og 88 deltagende kommuner. Det siger noget om, at der er fokus på kønssygdomme og sikker sex.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.