Skade holder Enevoldsens bejlere på afstand
Midtbanespilleren drømmer om et comeback i enten Æresdivisionen eller AaB
BLOKHUS: Den tidligere AaB-spiller Thomas Enevoldsen jagter en ny klub, efter en sæson i belgiske Mechelen, der blot bød på 192 minutters førsteholdsfodbold. Han nævner selv den hollandske Æresdivision og AaB som de to foretrukne destinationer.
Projektet er dog lige nu en vanskelig størrelse, fordi Thomas Enevoldsen kæmper med en fodskade.
- Jeg har smerter i trædepuden, og desværre har jeg fået alle mulige forskellige diagnoser og behandlingsforslag, som ikke har vist sig at være de rigtige. Nu går jeg til behandling hos en specialist i København, som siger, at det er noget betændelse, som bør kunne behandles forholdsvis hurtigt, fortæller han.
Derfor håber og tror den kreative midtbanespiller, at han kan være klar til at starte træningen stille og roligt op, når Mechelen 16. juni begynder sæsonforberedelserne. Omend han gerne så, at opstarten skete i nye rammer.
- Der er også interesse fra flere klubber, men så længe jeg ikke er helt skadesfri, holder de sig forståeligt nok lidt tilbage. Heldigvis tror jeg kun, det er et spørgsmål om tid, før jeg er helt klar igen, siger 26-årige Thomas Enevoldsen.