Skadesregn starter spillerjagt
Erik Rasmussen ønsker en bredere Vendsyssel FF-trup
Opdateret kl. 07:31
FODBOLD: Hvis tv-programmet Robinson søger ny vært og igen ønsker at rekruttere i fodboldens verden, ligner Vendsyssel FF’s cheftræner, Erik Rasmussen, det oplagte bud. Han er om nogen vant til, der bliver tyndet ud i deltagerskaren. I sommerpausen udskiftede Vendsyssel FF mere end to tredjedele af spillertruppen. I denne sæson tvinger skader vendelboernes cheftræner til at skifte ud.
Søndagens kamp mod Brabrand IF tilføjede tre spillere til skadeslisten i 1. divisionsklubben, onsdag aften mod Thisted FC skrev Washington Brandão sig så modstræbende på listen, der efterhånden tæller en håndfuld stamspillere fra Vendsyssel FF.
Med skaderne i baghovedet luner onsdagens 2-1 sejr i NordicBet Ligaen mod TFC lidt ekstra for Erik Rasmussen. De 11 point af 15 mulige og en snarlig tilbagekomst for de skadede spillere får dog ikke cheftræneren og manageren til at lukke sommerens transfervindue.
- Vi regner ikke med, vi er færdige med at hente spillere. Vi har kun 18 markspillere og med den skadessituation, vi har nu, er det vigtigt, vi får en bredere trup, siger Erik Rasmussen.
Dermed kan man godt forvente, nordjyderne henter yderligere spillere ind, inden transfervinduet smækker i, når kalenderen går fra august til september.