Skadet Würtz: Rimelig fortrøstningsfuld
Bedre at være skadet nu end senere i opstarten, mener AaB-anfører
FODBOLD: Højre back Patrick Kristensen sidder ude, Kasper Risgård kører endnu en smule på skånekost, og lørdag blev det så AaB-anfører Rasmus Würtz’ tur til at løbe ind i skadeskvaler.
20 minutter nåede han at spille i AaB’s nederlag på 1-0 til FC Midtjylland.
Så drillede højre baglår for meget, og superligakamprekordholderen turde ikke fortsætte.
- Det er altid irriterende. Jeg vil helst gå igennem opstarten, uden der er noget som helst, men hvis det skulle komme på et tidspunkt, gør det ikke noget, det kommer nu. Det er ikke som før ferien, hvor jeg fik en fibersprængning og vidste, at jeg var ude i mindst tre uger. Jeg er rimelig fortrøstningsfuld. Vi har haft en god første træningsuge, og der har jeg været med. Der er blevet pyntet lidt på formen denne uge, og jeg regner ikke med at være væk længe, siger Rasmus Würtz.
Midtbanegeneralen håber at være tilbage på Hornevejs træningsbaner allerede i næste uge. Og den 33-årige anfører føler sig sikker på, han nok skal nå at blive klar til superligasæsonstarten.
- Jeg skal nok nå det, jeg skal nå. Og så må vi dosere træningen lidt anderledes, hvis jeg misser nogle træninger, siger Rasmus Würtz.