Skagen kan få en fuglestation

En drøm for fuglekiggere er på vej til at blive opfyldt efter Realdanias køb af Det grå Fyr

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

SKAGEN:En frisk vind byder Kurt Rasmussen velkommen, når han kigger ud over Kattegat ved Det grå Fyr på Skagens Gren, men det generer ham ikke, for de nordjyske fuglekiggere har nu fået mere medvind end de har haft i mange år.

Med Realdanias køb af Det Grå Fyr, kan fuglekiggerne i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) få opfyldt en mangeårig drøm om at etablere en fuglestation i Skagen.

- Allerede i 1980’erne forsøgte vi i DOF at få etableret en fuglestation i Skagen, men vi måtte opgive det, da det var for dyrt, fortæller Kurt Rasmussen, der tidligere har været formand for DOF Nordjylland i en årrække. I dag er han leder af Skagen Fuglestation, som på forsøgsplan har fungeret i et par år med optælling af de trækkende fugle, men uden at have fysiske lokaler.

Naturstyrelsens ny center

Det får man nu takket være Realdania og ikke mindst Naturstyrelsen.

- Uden et godt samarbejde med Naturstyrelsen var det aldrig blevet til noget, siger Kurt Rasmussen.

Den kommende Skagen fuglestation er nemlig en del af Naturstyrelsens nye formidlingscenter i Det grå Fyr. Det nye center med udstillinger vil åbne i foråret 2016, når Realdania er færdig med at renovere fyret.

- Vi er meget fortrøstningsfulde. Realdania er kendt for, at arbejdet skal gøres godt - også selv om det koster, og jeg er derfor overbevidst om, at fyret vil blive rigtigt flot, når det er færdigt i april 2016, og at vi dermed også vil få et fint natur-formidlingscenter og fuglestation, siger Kurt Rasmussen.

Unikt fugletræk

At Skagen kan få en ny fuglestation og naturformidlingscenter samtidig med at de bevaringsværdige bygninger, der huser Skagen Fyr, kan få nyt liv, skyldes et unikt samarbejde mellem DOF, Naturstyrelsen og Realdania.

Det foregår på den måde, at Realdania har købt fyret og derpå lejet det ud til Naturstyrelsen, der vil benytte bygningerne i stueetagen til naturformidlingscenter, mens lokalerne på 1. salen lejes videre ud til DOF, der på den måde kan få de fornødne lokaler til at drive en fuglestation.

Skagen er i den brede offentlighed mest kendt for at være lysets og malernes land, men blandt naturelskere er Skagen også kendt for at være fuglenes land.

Især om foråret, hvor Skagens Gren er berømt for sit store fugletræk.

Kæmperuse

Når fuglene trækker mod nord om foråret, virker den jyske halvø nemlig som en gigantisk ruse, der sluser fuglene op gennem hele Jylland, indtil de til sidst koncentreres ved Skagens Gren.

Den sidste flyvetur ud over det åbne hav fører dem videre til ynglepladserne i Norge, Sverige og Finland.

Grenen er derfor det bedste sted at se fuglenes forårstræk i Danmark, og tiltrækker hvert år mange besøgende fuglekiggere.

Men på trods af det er der hidtil kun gennemført få systematiske undersøgelser af fugletrækket ved Skagen.

Samler vigtig viden

Når Skagen Fuglestation åbner i foråret 2016, håber Kurt Rasmussen på, at der kan gennemføres flere og bedre tællinger af de trækkende fugle, så man dels kan få mere viden om fugletrækket ved Skagen og dels kan få tællinger, der kan sammenlignes fra år til år, så man bl.a. kan få mere viden, om hvorvidt bestandene af de forskellige fuglearter går frem eller tilbage.

- Udover optællingerne håber vi også at studerende og forskere i fugletræk kan benytte fuglestationen, siger Kurt Rasmussen.

I forvejen driver DOF to fuglestationer i Danmark. En ved Blåvandshuk i det sydvestlige Jylland og en ved Gedser på Falster.

De danske fuglestationer er få og små sammenlignet med svenske, og det er da også i Sverige, at man finder den mest kendte fuglestation i Skandinavien – nemlig ved Ottenby på Ölands sydligste spids. Ottenby Fuglestation har i mange år været et center for forskning i trækfugle, men også blevet en kendt turistattraktion, som tiltrækker mange besøgende hvert år – især i fuglenes træktid forår og efterår, som er ydersæsonen for turismen for Öland.

- Med Skagen Fyr får vi så fine fysiske rammer, at vi tror og håber på, at Skagen Fuglestation kan udvikles frem til et dansk modstykke til Ottenby, siger Kurt Rasmussen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.