Ernæring

Skagens største ”taber” klædt på

Brian Strauss var den mand i Skagen på Vægten der ramte det bedste index, og det blev belønnet med nyt tøj til garderoben fra Dig og Mig

Brian Strauss i et nyt sæt tøj fra Dig og Mig, der kan passe ham efter at have smidt 32 kilo på otte uger.
Brian Strauss i et nyt sæt tøj fra Dig og Mig, der kan passe ham efter at have smidt 32 kilo på otte uger. Hans Ravn

SKAGEN: I løbet af de otte uger Skagen på Vægten varede, lykkedes det Brian Strauss at tabe sig intet mindre end 32 kilo.

Startvægten lød ved startskuddet på 120 kilo, men efter konkurrencen var slut, kan han nu ikke længere passe sine bukser. Han er nemlig skrumpet til 88 kilo og gået adskillige størrelser ned i linningen.

Det flotte vægttab gav ham et indextal i konkurrencen på 73,4 - forløbets bedste.

Derfor kunne han fredag se frem til at få et nyt sæt tøj til garderoben i Dig og Mig.

Ekstra hul i bæltet

Ejer Alice Pedersen og hendes medarbejde prøvede sig lidt frem og tilbage mellem forskellige skjorter, T-shirts og cardigans inden de fandt det sæt Brian kunne tage med hjem.

Et par lækre cowboybukser, der sad præcis som de skulle, og moderne T-shirt og skjorte til.

Og i processen måtte der såmænd klippes et ekstra hul i bæltet, for at få det til at passe.

- Ja, der er jo en del tøj jeg ikke kan passe nu, så på den måde har det været en dyr fornøjelse at tabe sig så meget, griner Brian Strauss.

Sættet fra Dig og Mig er dog sponseret af butikken.

Ingen kulhydrater

Men hvordan taber man sig 4 kilo om ugen i snit over to måneder?

- Det var faktisk ikke så svært som jeg havde troet. Jeg har været på kur før, og der har jeg altid gået og været frygtelig sulten hele tiden. Men denne gang prøvede vi en ingen kulhydrat-kur, med masser af kød og grøntsager. Og selvfølgelig meget træning, afslører han.

Morgenmaden bestod af det populære skyr, og så faldt det sig så heldigt, at Brian Strauss i perioden fik ”foræret” ekstra motion.

- Jeg spiller en del golf, og der manglede nogle frivillige til at fælde træer ved banen, så der har jeg rendt rundt efter arbejde, siger han.

Til daglig arbejder Brian på havnen hos Truck Kompagniet, og fremtidens mål står klart.

- Jeg må jo indrømme, at jeg har prøvet at tabe mig før, men det er kommet tilbage igen. Så nu er målet helt klart at holde det - og det er jo det svære, afrunder han.

Konkurrencens bedste kvindelige taber, var Bodil Andersen, som sidste uge tilsvarende blev klædt på i 7Seas.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden