Skønhedsguru på ferie: Synder med kage og vodka
Ole Henriksen fortæller om sin ferieø
UDLAND: Skønhedsgurus ferie: Synder med kage og vodka
Han har gjort en forretning ud af sin smukke hud og sunde livsstil, men selv for cremekongen Ole Henriksen, er det tilladt at snyde lidt ind imellem.
Når skønhedsguruen og hans partner, Lawrence, drager på ferie på den lille italienske ø Capri, så bliver der nemlig plads til nogle af de usunde ting, han til hverdag holder sig langt fra.
Friske bær
Dagene begynder altid på samme måde på den skønne ferieø:
- Vi bor på et smukt hotel dernede, og om morgenen laver de havregrød til mig med de lækreste, friske skovjordbær. Jeg læser avis, og så får jeg en croissant, selvom det normalt ikke er noget, jeg spiser. Men de smager jo godt, siger Ole Henriksen.
Croissantens kalorier bliver dog straks efter forbrændt igen, for efter morgenmaden holder Ole Henriksen af at vandre i klipperne.
Op på toppen
- Vi går helt op til det højeste punkt, og der er en vidunderlig udsigt. På vejen hjem køber vi frisk frugt i en af de små butikker, og så går vi ned til stranden. Vi elsker den motion, vi får, og vi plejer at løbe om kap ned ad de stejle trapper, fortæller Ole Henriksen, der også er lidt af en vandhund.
- Det første, jeg gør, når vi kommer ned, er at springe direkte i vandet, hvorimod Lawrence ofte gerne vil ligge og hvile lidt i solen, afslører skønhedsguruen.
Mens frokosten består af en stor salat med blandede grøntsager og en efterfølgende lur, så er eftermiddagsritualet knap så sundt.
Chokoladekage på ferien
- Jeg spiser sjældent søde ting, med mindre det er frugt. Men dér er jeg altså på ferie, og så har jeg en anden holdning, så jeg får chokoladekage, siger Ole Henriksen, der dog straks efter tager spurten op ad klipperne og på den måde får lidt balance i regnskabet igen.
- Jeg løber om kap med mig selv og ser hvor hurtigt, jeg kan gøre det, siger Ole Henriksen.
Det er ikke ofte, han drikker alkohol, men ferie er ferie.
Vodka on the rocks
- Om aftenen får jeg vodka on the rocks (med isterninger, red.) og to citronskiver og Lawrence får hvidvin, det elsker han. Når vi har spist middag går vi ofte på natklub, alle er så smukke på den ø, og der er så mange smukke, unge par. Vi danser og snakker og nyder livet og kommer sent i seng, fortæller Ole Henriksen om sin drømmedestination.
Newspaq
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.