Skolebiblioteker og SFO'er i farezonen
Skolebestyrelser frygter skoler uden biblioteker og SFO’er
FREDERIKSHAVN: Skolelederne står ikke alene med opfordringen til at skære igennem og vedtage en skolestruktur, der er langtidsholdbar og ikke skal følges op af nye sparerunder på folkeskolen de kommende år.
- Vi bekymrer os om, om vi med det spareforslag, der er sendt i høring, så kan være sikre på, at vi én gang for alle har fundet de nødvendige og ikke mindst de rigtige besparelser. Vi kan ikke holde til, at man herudover laver ekstra rammebesparelser i år, til næste år eller i de næste budgetlægningsperioder, skriver MED-udvalget på Strandby Skole.
Gennemføres det fremlagte forslag, mangler der 19 millioner kroner i B&U's sparekrav, og hvor skal de så komme fra, spørger flere af skolerne, der frygter, "at salami-metoden vil fortsætte".
Bevar skolebibliotekerne
Planen om at spare skolebibliotekarerne og begrænse eller helt nedlægge udlånsdelen på skolebibliotekerne møder også stor modstand i skolebestyrelserne.
- Skolebibliotekarerne og skolebibliotekerne er en af krumtappene i undervisningen, skriver MED-udvalget på Frydenstrandskolen.
Skagen Skole, der sidste skoleår havde et udlån på 31.000 bøger, kalder det "et meget alvorligt indgreb i skolens hverdag".
- PUC er skolens hjerte, omdrejningspunktet for pædagogisk udvikling. Pædagogisk viden samles her og spredes herfra. Vi kan ikke undvære den fleksibilitet og pædagogiske ressource, der ligger i et bemandet bibliotek, slet ikke efter folkeskolereformen, skriver Skagen Skoles bestyrelse.
Slut med SFO?
Udsigten til at SFO'ernes åbningstid begrænset samtidig med, at forældretaksten stiger, får flere til at advare om konsekvenserne: Et fravalg af SFO, som ofte vil medføre, at børnene ikke efterfølgende deltager i klubliv.
"En langsom aflivning af SFO'en", mener Nordstjerneskolens MED-udvalg, som frygter, at kommunen "er på vej til at følge Hjørring, dog uden at melde den reelle hensigt ud".
B&U drøfter skolestrukturen i dag, og planen skal vedtages endeligt i byrådet til september.
Sidste frist for høringssvar er 4. august.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.