Skolen bliver ikke til flygtningecenter
Centerleder garanterer, at flygtningecenter ikke bliver permanent
Opdateret kl. 16:03
VESTER HJERMITSLEV: I følge centerleder på Brovst Asylcenter, Thorkild Poulsen, er det et massivt pres på asylindkvarteringssystemet i Danmark, der gør, at Udlændingestyrelsen har fået behov for at indkvartere 100 syriske flygtninge på den gamle skole i Vester Hjermitslev med meget kort varsel. De ankommer alle fredag.
Thorkild Poulsen er klar over, at der er modstand mod indkvarteringen, såvel politisk som blandt lokalbefolkningen i Vester Hjermitslev, der tæller 432 indbyggere.
- Det er ikke nogen ideel løsning. Men det er noget, vi gør af simpel nød. Udlændingestyrelsen arbejder på at finde permanente løsninger rundt omkring i landet. Lige nu er der simpelthen bare en kæmpepukkel, indtil vi får fundet de steder, siger Thorkild Poulsen.
Syrerne der skal bo på skolen har kun været i Danmark i få dage. På skolen vil der være en-to medarbejdere fra asylcenteret til at passe på dem i dagtimerne samt en person den øvrige tid. Syrerne vil blive indkvarteret i klasselokalerne på boksmadrasser og der vil blive opstillet ekstra komfurer i skolekøkkenet. I gården bliver der opsat bad- og vaskefaciliteter.
På skolen skal medarbejderne gennemføre velkomstsamtaler med flygtningene og få styr på deres kompetencer og familiemæssige relationer. Såfremt nogen viser sig syge eller dårligt fungerende vil de blive videresendt til et andet sted.
Thorkild Poulsen garanterer, at skolen ikke bliver omdannet til permanent flygtningecenter. Bygningen er kun midlertidig til låns fra Jammerbugt Kommune.
- Skolen er slet ikke egnet til flygtningecenter. Det ville blive alt få dyrt at ombygge den. Der er krav om kloakering, køkken og badfaciliteter, så det er overhovedet slet ikke i nogens tanker, siger Thorkild Poulsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.