Skram bliver i Malmø
Fløjspilleren Rasmus Skram har forlænget kontrakten med svenske HK Malmø for yderligere to sæsoner.
Rasmus Skram, der i sin tid vandt DM-guld med AaB Håndbold, tager endnu en tørn for HK Malmø i det svenske. Fløjspilleren har forlænget kontrakten med den svenske klub for yderligere to sæsoner. Rasmus Skram har haft stor succes i Malmø, hvor han scorer masser af mål og af mange eksperter kaldes for en af den svenske Ligas bedste fløjspillere. Klubbens direktør, Jörgen Rasmusson, er særdeles glad for kontraktforlængelsen med Rasmus Skram.