Ejere er klar med millioner: Musikkæde har svært ved at tjene penge

Norske ejere skyder millioner i den danske del af forretningen

Jørn Larsen
Økonomisk spiller musikken ikke som den skal i musikkæden 4Sound, der igen i 2017 havde røde tal på bundlinjen. Foto: Andreas Falck
Erhverv 11. juli 2018 06:21 - Opdateret 11. juli 2018 09:00

AALBORG: Music Retail Denmark A/S har fortsat svært ved at tjene penge. Selskabet, der har hjemsted på Hobrovej i Aalborg, kom ud af 2017 med et underskud på 5,7 millioner kroner. Trods underskuddet er det en forbedring i forhold til 2016, hvor underskuddet lød på 10,1 millioner kroner.

Music Retail Denmark A/S står bag musikkæden 4Sound, der har forretninger i København, Odense, Aarhus, Esbjerg og Aalborg samt en web-shop. Music Retail Denmark er ejet af Music Retail Holding A/S i Oslo i Norge, der også står bag butikker, der sælger musikinstrumenter fra butikker i Norge og i Sverige.

Af ledelsesberetningen i regnskabet fremgår, at forventningen til 2017 var et overskud på mellem halvanden og to millioner kroner.

"Målsætningen blev ikke opfyldt primært som følge af hård konkurrence, et aftagende marked samt afholdelse af engangsomkostninger i forbindelse med fraflytning af lejemål," står der at læse i regnskabet, der netop er offentliggjort.

Music Retail Denmark’s seneste overskud daterer sig tilbage til 2012 - i alle årene derefter har der været underskud.

Tærer på egenkapitalen

De senere års underskud har tæret på egenkapitalen. I 2013 var den på 18,8 millioner kroner - det var sidste år ændret til et minus på 3,1 millioner kroner. Det problem er der taget hånd om ved, at selskabet har modtaget en skriftlig støtteerklæring fra det norske moderselskab, og endvidere er der på en ekstraordinær generalforsamling sidst i juni truffet beslutning om en kontant kapitalforhøjelse på 5,3 millioner kroner, ligesom der er opnået tilkendegivelse om en yderligere kapitalforhøjelse senere i regnskabsåret 2018.

"Det er således ledelsens opfattelse, at selskabet står stærkt rustet i et konkurrencepræget marked", hedder det i ledelsesberetningen, der forudser et overskud i år på mellem tre og fem millioner kroner.

Selskabet offentliggør ikke tal for omsætningen, men sidste år havde det en bruttofortjeneste - det er omsætningen fratrukket de direkte omkostninger - på 19,7 millioner kroner. Det er en halvering i forhold til 2013, hvor bruttoomsætningen lød på 39,9 millioner kroner.

Antallet af medarbejdere er i samme periode faldet fra 104 til 66 i Danmark.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...