Slagteri vil selv producere sine svin

Tican planlægger produktion på 60.000 svin om året for at sikre råvarerne

THISTED:Bestyrelsen i svineslagteriet Tican A/S godkendte i aftes et forslag, der indebærer muligheden for, at virksomheden kan leje slagtesvinestalde, indkøbe smågrise og etablere produktion af svin.

- Det er målet i første omgang, at vi kommer til at producere 50.000-60.000 svin om året i eget regi, lyder det fra administrerende direktør Ove Theils til NORDJYSKE Stiftstidende.
Han har set modellen anvendt i udlandet og betegner det som en oplagt mulighed for at ”styrke væksten og råvaregrundlaget”.
60.000 svin er ikke nogen storproduktion i Ticans målestok. Det svarer til 1000 svin om ugen, hvilket er en brøkdel af den samlede tilgang til slagtelinjen i Thisted på 34.000 svin om ugen.
- Vi har en ambition om at skabe en fleksibilitet og kontinuitet i forsyningen af råvarer, sådan at vi kan fastholde vores arbejdskraft, siger Ove Theils.
Virksomheden har en udfordring i forhold til at dæmme op for eksporten af smågrise til Tyskland. I sommermånederne gav dette således en nedgang i tilgangen af slagtesvin til Thisted på 10-15 procent, hvilket medførte flere fredagslukninger.
Planen om at etablere slagtesvineproduktion i Ticans eget regi er et af to nye initiativer, der skal sættes i søen, hvis det står til ledelsen og bestyrelsen. Et andet tiltag er en garantipris til leverandører.

Må ændre vedtægter

Hvis slagteriet selv skal i gang med at producere svin, kræver det en vedtægtsændring på generalforsamlingen 6. december, og det lægger bestyrelsen nu op til.

Bestyrelsesformand Jens Jørgen Henriksen tror, at det bliver positivt modtaget af andelshaverne.
- Alle er interesseret i, at vi har en stærk og stabil virksomhed, der sikrer arbejdspladser i vores område.
- Vi skal være lidt utraditionelle, hvis vi løbende skal sikre, at der skabes en merværdi i selskabet, fastslår Jens Jørgen Henriksen.
Modellen er ikke tidligere set i Danmark. Konkurrenten Danish Crown har valgt at gå en anden vej ved at give landmænd støtte til investering i nye slagtesvinestalde.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.