Slukkede alt lyset i storcentret

Men ellers er det ikke fejl, Claus Münster, driftschef i Aalborg Storcenter, er kendt for. I flere end 20 år har han sørget for at holde al teknik i centret kørende, og der er mere, end man lige skulle tro

I Aalborg Storcenter er der masser af teknik at holde styr på, og det klarer Claus Münster, som her ses i et ud af flere teknikrum.?Foto: Jesper Thomasen
I Aalborg Storcenter er der masser af teknik at holde styr på, og det klarer Claus Münster, som her ses i et ud af flere teknikrum.?Foto: Jesper Thomasen

I nogle jobs gælder det, at opgaven er løst bedst, hvis man slet ikke lægger mærke til, at den bliver udført.

Sådan er det eksempelvis for driftschef Claus Münster. Når klimaet og temperaturen er behagelig i Aalborg Storcenter, når svingdørene drejer, som de skal, når lyset virker efter hensigten, når der er vand i alle haner og alle toiletter, så har han løst sin opgave på bedste vis.

Imidlertid er der så meget teknik i den 27.000 kvadratmeter store bygning, at der er nok at lave for ham og hans to medarbejdere.

Foruden storcentret med alle specialbutikkerne breder Bilka sig over yderligere 23.000 kvadratmeter, og teknikken her styres af Bilkas egne folk.

Resten sorterer under Claus Münster, og han får det altid at vide, hvis der bare er den mindste ting galt.

- For eksempel er alt lukket ned i centret mellem kl.02 og 03 om natten, så om ikke andet viser det sig der, hvis noget ikke kører, som det skal. Om det så bare er et toilet, der løber, så får jeg en sms fra vores varslingssystemer, fortæller Claus Münster, der i 1988 begyndte som elektriker i Aalborg Vandland, der senere er bygget om til indkøbscenter og nu hedder Shoppen.

- Mens jeg var ansat i vandlandet, begyndte man at opføre Aalborg Storcenter, så jeg kunne rigtigt følge med i byggeriet og tænkte, at der kunne jeg godt tænke mig at arbejde.

Siden har han især haft sin gang alle de steder, som kunderne ikke ser, nemlig i de teknikrum, der findes rundt om i centret.

Noget af det vigtigste, som Claus Münster beskæftiger sig med, er brandsikkerhed.

- På de store dage har vi måske 40.000 kunder indenom centret, og der kan godt være et par tusinde her på samme tid. Mange af dem kender ikke centret så indgående, at de uden videre kan finde ud, hvis der opstår en nødsituation, så det stiller store krav til brandmeldere, sprinkleranlæg og skiltning af flugtveje, siger Claus Münster.

Hvis uheldet virkelig er ude, og strømmen forsvinder, skal der øjeblikkelig gang i nødgeneratoren, som heldigvis kun har kørt få timer i de godt 20 år, som centret har været i drift.

- Hele Jylland blev mørkelagt en dag i julen for 10-12 år siden, og da viste vores nødstrømsanlæg sig at virke helt, som det skulle. Det har ikke kapacitet til at holde centret i gang som normalt, så der kan godt blive mørkt i butikkerne. Men det holder flugtveje og døre i funktion og det opretholder lyset i centrets gader, fortæller Claus Münster.

Hvad er dine vigtigste opgaver?

- Det er at holde hele huset kørende til alles tilfredshed. Som bekendt betaler butikkerne en høj husleje, så de kan også forvente en høj service og kan dermed koncentrere sig om at sælge deres varer. En af mine opgaver er også at samarbejde med brandmyndighederne. De er meget emsige, og det er ligesom det skal være, for sikkerheden er det vigtigste.

Hvordan fik du dit nuværende job?

- Da centret stod færdigt i 1996, søgte man en driftschef. Jeg syntes, det så spændende ud, så jeg søgte og fik jobbet, og det har jeg aldrig fortrudt.

Hvilke egenskaber er det en fordel at have i dit job?

- Man skal være noget af en problemknuser og have interesse for bygningsautomatik. Jeg kan selvfølgelig ikke være inde i alle detaljer, men jeg skal vide så meget, at jeg kan holde tingene kørende, til vi får fat på de rette eksperter, da vi har outsourcet en hel del opgaver.

Man skal også være meget serviceminded. Det nytter ikke bare at sige, at det må vente til i morgen. Men man skal også kunne sige til de ansatte i butikkerne, at der altså er nogle problemer, som det er deres egen opgave at klare.

Hvem har gavn af det, du laver?

- Det har både ejerne, de ansatte i butikkerne og kunderne. For eksempel er det meget vigtigt at holde et behageligt klima. Vi hører jo fra tøjbutikkerne, at kunderne ikke er meget for at prøve tøj, hvis de går og sveder. En del af butikkerne kan dog selv regulere lidt på varmen og ventilationen. En sjov detalje er, at mange tøjbutikker holder en lidt lavere temperatur i eftersommeren, hvor de jo gerne skal have kunderne til at investere i nyt efterårstøj.

Hvad er din største bedrift på jobbet?

- Jeg synes, det er, at jeg og mine medarbejdere har fået sænket elforbruget til det halve ved en stor indsats gennem mange år. Blandt andet har vi fået udskiftet alle ventilationsanlæg til strømbesparende typer.

Hvad er din største bommert?

- Ja, det er jo nok, at jeg engang fik slukket al lyset midt i åbningstiden. Forklaringen er, at lyset er computerstyret, og så fik jeg ved en fejl sat systemet op som om, det var helligdag, og så forsvandt lyset. Jeg fik det dog tændt igen i løbet af et par minutter.

Hvad er det bedste ved dit job?

- Det er mit samarbejde med alle de glade lejere, og så er det uforudsigeligheden. Selvfølgelig er der rigtig mange rutineopgaver, men man ved aldrig, hvad der pludselig sker.

Hvad er så det værste?

- Det er, når jeg for 120. gang må forklare en butiksansat, ofte en af de unge, at flugtvejene skal holdes fri, og at man ikke må placere kasser eller paller eller noget andet foran dem.

Hvad overrasker andre, når du fortæller om dit job?

- Det er, hvor meget teknik og automatik, der rent faktisk er i sådan en bygning. Man lægger jo ikke mærke til al den slags, når bare tingene kører, som de skal.

Hvordan ser fremtiden ud for din branche?

- Den er god og lys. Nybyggeri er jo efterhånden fyldt med automatik - og det går "heldigvis" i stykker en gang imellem, så der vil altid være nok at se til.

Tror du, at du har dit nuværende job om fem år?

- Det håber jeg sandelig. ATP Ejendomme er en kanon arbejdsgiver. Jeg har frie hænder til at sørge for det, der skal sørges for, og der er ikke noget med, at opgaver må vente, fordi der lige skal spares.

Hvis du skulle have et andet job, hvad skulle det så være?

- Så skulle det også være noget, hvor man både har med mennesker og teknik at gøre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden