Slut med Jensen’s Bøfhus i Hjørring
Lukningen af bøf-restauranten i Hjørring sker på grund af utilfredsstillende omsætning
Opdateret 09. juni 2022 kl. 10:46
HJØRRING: Fra tirsdag er Jensen’s Bøfhus i Hjørring lukket.
Det oplyser Jensen’s Bøfhus i en pressemeddelelse.
- Årsagen er en længere årrække uden tilfredsstillende omsætning, skriver Jensen’s Bøfhus om Hjørring-restauranten.
Årsagen til den svigtende omsætning skal ifølge bøfhuset findes i bymidtens forandring.
- Vi nødt til at bruge kræfterne rigtigt og fokusere på de restauranter, der fungerer bedst. Restauranten i Hjørring har i takt med bymidtens forandring mistet den gæstetilstrømning, vi tidligere oplevede. Det tager vi nu konsekvensen af og lukker den, selv om medarbejderne har gjort deres arbejde godt, siger grundlægger og ejer, Palle Skov Jensen i pressemeddelelsen.
Marketingchef Morten Bo Madsen, kan det ikke også spille ind, at der er åbnet en Bone’s i Hjørring samtidig med, at der også har været den meget omtalte sag med Jensens Fiskerestaurant i Sæby?
- Hovedforklaringen er bymidtens forandring - vi er vant til konkurrence, fastslår marketingchefen.
Han peger også på, at en tiltrængt renovering af restauranten i Hjørring har været en medvirkende årsag. Godt nok ejer Jensen’s Bøfhus ikke sine egne bygninger i Hjørring, men en renovering ville alligevel have påført bøfrestauranten en øget omkostningsbyrde.
38 mister jobbet
38 personer, der har været ansat på forskellige vilkår, mister jobbet på restauranten i Hjørring.
- Vi har i dag holdt individuelle samtaler med alle dem, der har ønsket det. Her har vi hørt, hvilke ønsker de har - og det er vores håb, at vi kan genansætte mange af dem i andre restauranter hos Jensen’s Bøfhus, siger Morten Bo Madsen.
De nærmeste af kædens restauranter ligger i Aalborg, hvor der er to af slagsen.
Mandag eftermiddag ville bøf-kæden forsøge at kontakte alle, der måtte have reserveret bord på Hjørring-restauranten, ligesom alle i lokale loyalitetskunderne i Club Jensen skulle have en orientering.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.