- Små marginaler blev afgørende
Erik Rasmussen skuffet, men fattet efter nederlag
Opdateret 19. juni 2017 kl. 16:05
HOBRO: Det blev Hobro IK og ikke Vendsyssel FF, der nappede den direkte oprykningsplads til Superligaen, da holdet søndag vandt med 1-0 hjemme over konkurrenterne og dermed cementerede sig på førstepladsen i rækken.
Vendsyssel FF kunne gå skuffede fra banen efter en intens kamp med masser af dueller. Og de skal nu ud i playoffkampe om oprykning til Superligaen mod taberen af duellen mellem Esbjerg fB og AC Horsens.
- Det er de små marginaler, der bliver afgørende, for det er jo en kamp med rigtig mange dueller. Vi startede rigtig godt ud på kampen, men i anden halvleg synes jeg lidt, at varmen blev afgørende, da vi skulle lægge det sidste pres, som vi ellers har været rigtig gode til i mange kampe, siger manager Erik Rasmussen.
Han kunne samtidig se både Thomas Dalgaard og Christian Overby udgå med skader undervejs i opgøret.
- Det er klart, at det selvfølgelig også betyder en hel del. For det gør, at vi ikke har så meget at skifte med, da vi skal prøve at satse i anden halvleg, siger han.
Allerede onsdag spiller Vendsyssel den første playoffkamp - søndag afgøres det, om holdet skal rykke op.
- Vi er skuffede, men vi rejser os hurtigt, siger Erik Rasmussen.