Smittet af Den Store Pudekamp
Den Store Pudekamp i Arena Nord har fået andre med på indsamlingsvognen
Opdateret kl. 17:08
FREDERIKSHAVN: Personalet på Café Empire har ladet sig inspirere af ”Den Store Pudekamp” og er hoppet med på indsamlingen til Knæk Caneren.
Alle caféens drikkepenge fra oktober donerer caféens personale til landsindsamlingen, der kulminerer med et stort show på TV2 lørdag den 25. oktober.
Men allerede på søndag den 12. oktober sker der noget i Arena Nord, når Henrik Buchholtz og Steen Voersaa sammen med forhåbentlig flere tusinde andre går til angreb på verdensrekorden i pudekamp.
Som tidligere omtalt har dynekongen Lars Larsen lovet at levere 4.000 hovedpuder til favørpris, 20 kr. pr. styk, og forleden nåede Buchholtz og Voersaa takket være en donation fra Spar Nord Bank i Frederikshavn i mål med de 80.000 kr.
- Det betyder, at det herfra er ren bonus. Heldigvis er der rigtig mange, der støtter op om indsamlingen, så vi kan sende et stort beløb til Knæk Canceren, siger Henrik Buchholtz.
Frederikshavn Kommune er også med og sponserer et banner med navnene på alle de virksomheder, der støtter ”pudekampen”.
Tag klubtrøjerne på
Verdensrekorden er 3.813, som på én og samme gang deltager i pudekamp. Rekorden blev sat i Chicago i oktober 2013, og Henrik Buchholtz og Steen Voersaa arbejder målrettet og 24 timer i døgnet for at nå de magiske 4.000 deltagere.
- Vi opfordrer alle arbejdspladser, foreninger, idrætsklubber og familier til at være med til en sjov eftermiddag i Arena Nord fra 13.30-15, siger Henrik Buchholtz.
Selve verdensrekordforsøget er hurtigt overstået. Ifølge reglerne udstukket af Guinness Book Of Records skal der kæmpes i ét minut, men eftermiddagen byder på mere end det.
Frederikshavns Justin Bieber
Når alle deltagerne er tjekket ind og omhyggelig talt op, indtager Lasse Meling bokseringen i arenaens midte. 16-årige Lasse er Frederikshavns svar på Justin Bieber og slog i 2013 igennem på You Tube med sangen ”All About You”.
Der bliver også et mindre teaterstykke og musik, og efter verdensrekordforsøget er der showkampe med kendte sportsfolk fra ishockey, brydning, håndbold, fodbold og erhvervslivet i Frederikshavn, ligesom der bliver mulighed for at udfordre hinanden.
Når pudekampen er slut, er der slush ice eller is til alle børnene, og alle deltagere får deres hovedpuder med hjem.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.