88-årig svigermor får boligstøtte - det står på 71 sider i otte breve
- Det er jo rystende, siger svigersøn, som mener, at penge til papir og porto kunne være brugt bedre
Opdateret 30. december 2022 kl. 08:44
NØRRESUNDBY: I de tre år, 88-årige Grethe Christensen har boet på plejehjemmet Elmely i Nørresundby, har hun hver måned modtaget boligydelse som hjælp til at betale sin husleje.
Det får hun fortsat, understreger Udbetaling Danmark, som står for udbetalingerne.
Til gengæld er det usikkert, præcist hvor meget Grethe Christensen fremover får i boligydelse.
Forvirringen er opstået, efter at den ældre kvinde, som er fritaget for digital post, med få dages mellemrum i slutningen af november modtog ikke færre end otte breve fra Udbetaling Danmark - hver gang med forskellige beløb nævnt.
I alt sendte den offentlige myndighed 71 sider til Grethe Christensen.
- Ifølge Danmarks Statistik modtog 593.783 danske husstande boligstøtte i december 2021. Af dem boede 54.410 i en ældrebolig.
- I alt blev der i december 2021 udbetalt 1,31 milliarder kroner i boligstøtte i Danmark. I gennemsnit svarer det til 2207 kr. per husstand, som modtager støtten.
Omfang forbløffer
Omfanget forbløffer svigersønnen Bjarne Poulsen. Han er gift med Grethe Christensens datter, Dorte Poulsen. Sammen håndterer de Grethe Christensens kontakt med myndighederne.
- Pyt med de forskellige beløb. Det skal de såmænd nok finde ud af. Det er mere alt det papir. Hvis alle ældre, der ikke er tilmeldt e-Boks og modtager boligydelse, har fået samme mængde, synes jeg nok, at pengene til papir og porto kunne have været brugt bedre andre steder, mener Bjarne Poulsen.
Ifølge tal fra Digitaliseringsstyrelsen er 4,6 millioner borgere i Danmark tilmeldt digital post, mens 331.000 borgere er fritaget.
Strømmen af breve til Grethe Sørensen startede 21. november, hvor der lå hele tre breve fra Udbetaling Danmark i hendes postkasse.
Af et 11 sider langt brev fremgik det, at den ældre plejehjemsbeboer var berettiget til 1526 kr. i boligstøtte. Men i postkassen lå der også et brev fra samme afsender, hvor det over ni sider blev forklaret, at hendes boligsikring fortsat ville være på 3142 kr. hver måned. I et tredje brev modtaget samme dag slog Udbetaling Danmark over fem sider fast, at Grethe Sørensen havde fået, hvad hun skulle.
To dage senere fyrede Udbetaling Danmark op under den skriftlige kommunikation med Grethe Sørensen, som den dag modtog hele fem breve på i alt 46 sider - og med fem forskellige beløb nævnt.
Har I været i kontakt med Udbetaling Danmark for at høre, hvad der foregår?
- Nej, vi har bare rystet på hovedet, siger Bjarne Poulsen.
Forstår frustrationen
Nordjyske har kontaktet Udbetaling Danmark for at få en forklaring på, hvorfor Grethe Sørensen indenfor få dage modtog otte breve - alle med forskellige beløb nævnt.
Christian Rask, senior presse- og kommunikationsrådgiver for Udbetaling Danmark, oplyser, at det ikke umiddelbart er muligt at kommentere på den konkrete sag.
Generelt kan der være flere forklaringer på de mange breve, forklarer han.
- I slutningen af november får alle modtagere af boligydelse brev om beregning for boligstøtte i 2023. Desuden modtager alle pensionister, der modtager boligydelse og har en formue på mere end 913.400 kr., også et formueskema i slutningen af november. Det er heller ikke ualmindeligt, at vi får oplysninger fra boligadministrationen, som de korrigerer flere gange. Hver gang skal vi lave et nyt brev til boligstøttemodtageren, fortæller Christian Rask.
- Herudover skal vi sende et brev hver gang, der sker en huslejeændring. Det sker typisk et par gange om året i almene plejeboliger. Af tekniske årsager har vi ikke kunnet sende de breve i en periode, men det har vi næsten fået ryddet op i. Så hvis der eksempelvis har været en huslejeændring to gange om året, og det går to år tilbage, så betyder det alene fire breve, som er blevet sendt, tilføjer han.
Christian Rask medgiver, at det ikke er særligt hensigtsmæssigt at sende otte breve om samme emne på få dage.
- Vi kan sagtens forstå frustrationen over at modtage så mange breve på én gang. Omvendt er vi forpligtet til at sende både lovstof og beregning med, og det fylder bare meget. Det er sådan, lovgivningen er skruet sammen, og den er Udbetaling Danmark underlagt. Det er jo også en sikkerhed for modtagerne af boligydelsen, at de kan følge med i deres egen sag, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.