De holder jul for 14 anbragte børn - Det skal være som i et hjem
Traditionerne holdes i hævd, når Opholdsstedet Hedehuset holder juleaften for 14 anbragte børn, der har oplevet svære ting i deres opvækst
TRADITIONER: De fejrer juleaften mandag 19. december, fem dage før de fleste andre, og de er ualmindelig mange rundt om juletræet.
Men juletraditionerne er gamle og velkendte, når Opholdsstedet Hedehuset holder juleaften for 14 anbragte børn, der har oplevet svære ting i deres opvækst.
Sårbare børn, som er ængstelige, mistroiske og prøver grænser af. Nogle har adhd eller døjer med psykiske problemer. Alle kommer fra hjem, hvor forældrene ikke magter at tage vare på deres behov.
I en lavloftet spisestue på Alstrupvej ved Mariager er der lagt røde duge på bordene, som er pyntet med gran og tændte stearinlys. I køkkenet er personalet i gang med at anrette flæskesteg, kartofler og sovs på fade.
Børnene sidder rundt omkring og virker rolige og forventningsfulde. Nogle piger har brugt timevis på at sætte hår og gøre sig fine.
- Vi plejer at sige, at vi er et professionelt hjem. En døgninstitution, hvor vi vægter det hjemlige højt. De voksne er på arbejde, men det, de gør, kommer fra et varmt sted, siger Helle Eriksen, souschef i Hedehuset.
Alt det faste personale fra Hedehusets to opholdssteder ved Mariager, gården på Alstrupvej og villaen på Skrødstrupvej, er kaldt på job denne aften.
- Både børn og voksne har glædet sig meget, for juleaften er en ganske særlig aften med gejst, gnist og ægte glæde, fortæller Helle Eriksen.
Efter julemiddagen skal børnene danse om juletræet og pakke gaver op. Hvert barn får tre gaver, en fra Hedehuset, en fra Operation Julegaveregn og en fra Randers Storcenters Ønsketræ.
De spiller pakkespil og spiser slik. De drøner gennem huset og tager en tur rundt om skorstenen indvendigt, mens de synger "Nu er det jul igen ...", inden de falder udmattede om ved nitiden.
- Jeg tænker, at børnene og de unge har nogle forskellige oplevelser og erfaringer med juleaften. De har forskellige ”modeller” for, hvordan en juleaften kan se ud, og de oplever så her på Hedehuset, hvordan en traditionel jul kan være, siger Helle Eriksen.
- Vi kalder det juleaften, men er meget opmærksomme på, at det ikke er en erstatning for juleaften den 24. Vi anerkender, at mange har et andet hjem, hvor de skal være på den rigtige juleaften, siger Helle Eriksen.
Traditionen kan føres tilbage til 1984, da ægteparret Ulla og Jens Hedemand grundlagde Hedehuset i deres hjem, den gule gård på Alstrupvej.
Historien om parret er, at de var idealister med hjertet på rette sted. Ulla og Jens satte alt ind på, at miljøet skulle være rart og hjemligt for de anbragte børn og unge, de havde taget under deres vinger.
Det er karakteristisk for børnene i Hedehuset, at de nemt bliver overvældet. De har det, man i pædagogsprog kalder "emotionelle skader". Personalet er meget opmærksomme på, hvor meget børnene kan rumme på juleaften, som er en følelsesmæssig intens affære.
- Alle går meget op i pakkespillet, og det kan godt larme. Hvis nogle børn bliver overstimuleret, kan de gå ind i et andet rum med en voksen. Det er fordelen ved, at der er ét personale til hvert barn, fortæller pædagog i Hedehuset Kaspar Juul Jensen.
Også børnene er fuldtallige. Ingen har på forhånd meldt ud, at de ikke vil være med til festen den 19. december.
Nogle børn synes, det er lidt flovt at danse om juletræet og holde i hånd, og det bliver respekteret, fortæller Helle Eriksen.
- Fonden Hedehuset driver to opholdssteder for børn og unge ved Mariager; Alstrupvej og Skrødstrupvej.
- Disse to opholdssteder er godkendt til 15 børn og unge mellem 9 og 17 år - med mulighed for forlængelse til og med det 22. år.
- De børn og unge, som bor i Hedehuset, har alle oplevet svære forhold i løbet af deres opvækst, ofte i forhold til familie, skole eller begge dele.
- De har forskellige indlærings- eller udviklingsproblemer, og har brug for en målrettet indsats i forhold til skole, fritidsaktiviteter og socialt netværk.
- De kan være kontaktsvage, ensomme, nervøse og ængstelige eller oppositionelle, mistroiske og grænseafprøvende.
- Vi er egentlig mere nærværende, end vi er hjemme hos vores familier. Hjemme kan jeg godt blive stresset over, at anden skal være færdig samtidig med de brunede kartofler, fortæller Kaspar Juul Jensen.
Julemaden bliver leveret udefra af et professionelt køkken, og personalet på Hedehuset skal bare varme sovsen op og anrette kartofler og flæskesteg på fade.
Kaspar Juul Jensen oplever ikke, at børnenes forældre føler, Hedehuset tager noget fra dem ved at arrangere juleaften 19. december.
- Forældrene sætter pris på, at deres børn og unge har det godt, siger Kaspar Juul Jensen, som har været ansat på Hedehuset i 10 år.
Tre skal holde juleaften i Hedehuset
20. december fik børnene i Hedehuset juleferie. Alle de børn, som kan, tager hjem til deres biologiske familie eller plejefamilie og holder juleaften 24. december.
For tre af de 14 børn er det ikke en mulighed. De skal holde juleaften en gang til i Hedehuset 24. december sammen med personale.
Det er barnets anbringelseskommune, som har det sidste ord i den sag.
- Man kan sige, at det er trist, der er behov for det. Men hvis det skal være, er jeg glad for, at det skal være her, siger Helle Nielsen.
For at værne om børnenes privatliv har Nordjyske ikke taget billeder af dem.
- Vi er syv personer om juletræet i gennemsnit
- And (78%) og flæskesteg (65%) udgør for de fleste den klassiske julemad
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.