Handicappede

Det lykkedes for Josefine trods lammelse: - I dag kan jeg bare være mig selv

Josefine har haft bekymringer for, om det kunne lade sig gøre. Det kunne det

Josefine har ikke haft en helt normal gymnasiegang, men kunne søndag fejre studenterkørsel på samme vilkår som sine medstuderende.
Josefine har ikke haft en helt normal gymnasiegang, men kunne søndag fejre studenterkørsel på samme vilkår som sine medstuderende. Foto: Torben Hansen.

Opdateret kl. 16:02

HJØRRING: Søndag formiddag på Hjørring Gymnasium begyndte noget helt særligt for mange unge mennesker. 

De stod sitrende og havde allerede gang i de våde varer, inden de dansende og skålende tronede frem på ladet.

Det blev et sidste farvel til gymnasiet, og studenterkørslen markerede enden på rejsen. 

Og selvom 19-årige Josefine Kørner uundgåeligt skiller sig ud blandt sine medstuderende, når hun sidder der, placeret i en kørestol som resultat af en trampolinulykke, symboliserer denne dag, at hun er ligesom alle andre. 

Med tonerne til bastunge sange og sprøjtende øldåser omkring sig kunne Josefine søndag fejre sin studenterkørsel på samme vilkår som sine medstuderende.

Elevatorholdet forbereder sig på en festlig dag. Foto: Torben Hansen.

- Det, der betyder mest for mig i dag, er, at der ikke bliver sat fokus på mit handicap. Det er vildt fedt. Jeg kan bare være mig selv, siger Josefine.

Hun sidder omringet af sine tætteste veninder. Elevatorholdet kalder de sig selv. 

De er en gruppe af sangglade piger, som ofte samles i elevatoren mellem etagerne på gymnasiet, hvor de nyder godt af akustikken i rummet.  

- De betyder alt. Jeg har virkelig været dybt nede på et tidspunkt. Jeg ved ikke, hvor jeg ville være uden dem, fortæller Josefine.

En stolt far

Lidt længere ned ad vejen står en stolt far og iagttager sin datter. Han er dybt taknemlig for, hvor meget hendes klasse har hjulpet hende gennem gymnasiet.

Den stolte far Morten Eriksen fortæller, at Josefine er inspireret af ordsproget: ''Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af.'' Foto: Torben Hansen.

- Den her tur betyder jo meget for hende socialt. Det er det allervigtigste. Det her med at hun kan have et så normalt liv som muligt.

- Det kan godt være, at det siges, at Pippi Langstrømpe er den stærkeste pige, men det passer ikke. Det er Josefine, lyder det følelsesfuldt fra Morten Eriksen.

Første eksempel, men måske ikke det sidste

Inden Jan Tøfting søndag kunne rulle den specialbyggede rampe ud foran studenterne, som var det en rød løber, fulgte et årelangt projekt med forskellige fejlslagene besøg i synshallen.

Det var Josefine Kørners storebror Andreas, som henvendte sig til Jan Tøfting for to år siden, da han selv blev student. Og så begyndte planlægningen.  Foto: Torben Hansen.

Derfor var denne dag også noget helt særligt for chaufføren, som gennem sine 12 år med Jans Studenterkørsel har fejret over 1300 studenter.

- Jeg har glædet mig helt vildt. Det er fantastisk at stå her i dag efter alt det, vi har været igennem med vognen. Det har været hårdt, men også spændende, lyder det fra Jan Tøfting. 

Josefine Kørner fortæller, at hun egentlig var ligeglad med, hvilken karakter der endte i huen. Hun ville bare være færdig og ud at fejre det. Foto: Torben Hansen.

Det er første gang, Jan Tøfting har en kørestolsbruger siddende på ladet, men han håber på, at den specialbyggede rampe kan tages i brug igen i fremtiden.

- Jeg har været totalt overvældet over al opmærksomhed, der har været omkring det her og alle dem, der har skrevet. Jeg er helt rørt, lyder det fra Jan Tøfting.

Om Josefine Kørner i løbet af dagen blev iført refleksvesten med teksten ''Nr. 1. Brækmester,'' vides ikke. Far, Morten Eriksen, stod i hvert fald standby, klar til at hente sin datter. Foto: Torben Hansen.

Nordjyskes første artikel omkring Jan og Josefine nåede over 10.000 interaktioner og mange støttende kommentarer på Facebook.

- Det er jo ikke derfor, jeg har gjort det. Jeg kunne bare relatere til, at hvis det var sket for mine egne børn, så ville man også gøre alt for at give dem denne oplevelse.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden