Betina mistede troen på sig selv - nu hjælper hun andre i job

Forud for en mulig lukning af jobcentrene opruster privat jobaktør i Nordjylland

Betina Stenberg gik ned med en depression og fik siden angst - i dag er hun i fleksjob, hvor hun hjælper andre fleksjobbere med at komme ud på arbejdsmarkedet. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Betina Stenberg gik ned med en depression og fik siden angst - i dag er hun i fleksjob, hvor hun hjælper andre fleksjobbere med at komme ud på arbejdsmarkedet. Foto: Claus Søndberg

THISTED:Betina Stenberg fra Thisted havde arbejdet som kontorassistent i 18 år på samme arbejdsplads, da hun pludselig blev ramt af en depression.

- Jeg troede, at det var den arbejdsplads, jeg skulle være på altid, så det var et kæmpe slag. Jeg arbejdede fuldtid, men når jeg kom hjem, kunne jeg slet ikke være noget for min familie. Jeg kunne kun ligge og sove på sofaen, husker hun.

Efterfølgende måtte Betina Stenberg sande, at hun ikke havde den samme arbejdsevne, som hun havde inden sit sygdomsforløb. Derfor kom hun ud i et fleksjob, men i 2020 blev hun atter ramt af depression på fuld styrke, denne gang med angst oveni.

- Jeg fik den tro, at jeg ikke kunne noget og ikke duede til noget. Jeg arbejder stadig med det, og det kan være svært for mig at tage imod ros og indse, at jeg ikke skal bevise noget, selvom det sidder dybt i mig, siger hun.

I dag er smilet dog anderledes bredt, for 1. december startede Betina Stenberg i et fleksjob hos Flexfabrikken, hvor hun bliver fast medarbejder på virksomhedens nye Thisted-kontor.

Herfra skal hun hjælpe andre tilbage på arbejdsmarkedet og ud i et fleksjob, og smilet er stort, da hun tager imod på kontorpladsen hos Kon2ret på Leopardvej.

- Det var den bedste julegave. Jeg elsker at hjælpe andre, og selvom jeg har meget at lære endnu, så er det her lidt af et drømmejob for mig, siger hun og fortsætter:

- Jeg føler mig ikke længere som "et nul". Det giver virkelig noget indhold i hverdagen, at jeg kommer ud og får mine egne indtryk og oplevelser. Nu kan jeg bidrage til snakken, når min mand kommer hjem fra arbejde, for jeg har også noget at fortælle om min dag.

Britt Hylleberg (tv) har ansat Betina Stenberg i et fleksjob - hun bliver dermed Flexfabrikkens første faste medarbejder i Thisted. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Britt Hylleberg (tv) har ansat Betina Stenberg i et fleksjob - hun bliver dermed Flexfabrikkens første faste medarbejder i Thisted. Foto: Claus Søndberg

Betina Stenbergs nye chef er Britt Hylleberg, der har ansvaret for Flexfabrikkens afdelinger i Nordjylland. Virksomheden er grundlagt i 2015 af Henriette Friis Højer, som fik øjnene op for de mange ledige fleksjobbere, der gerne ville i arbejde.

- Der var bare ingen, der havde kompetence til at hjælpe dem det sidste stykke vej ud til virksomhederne, og jobcentrene ude i kommunerne havde ikke tid eller resurser til at hjælpe dem. Det ville Flexfabrikken lave om på, fortæller Britt Hylleberg.

I dag samarbejder Flexfabrikken tæt med jobcentre over hele landet for at bringe fleksjobbere og andre, der er på kanten af arbejdsmarkedet, tilbage i beskæftigelse. Når fleksjobberne har gennemført et 10 ugers kursus, giver Flexfabrikken en jobgaranti på seks måneder, og det er med til at gøre virksomheden til en attraktiv samarbejdspartner for jobcentrene.

Jobgarantien kan Flexfabrikken dog endnu ikke tilbyde i Thisted, hvor der indtil videre bliver udbudt 12 ugers kurser, som er med til at klarlægge fleksjobbernes ønsker til en potentiel arbejdsgiver samt den enkelte fleksjobbers arbejdsevne.

De personer, der kommer ind ad døren hos Flexfabrikken, har mange forskellige baggrunde. Nogle har været ude for en ulykke, der har mærket dem på fysikken, og som har tvunget dem til at genopfinde dem selv og deres arbejdsliv.

- Vi har en ung mand, der var tømrer, som kom ud for en ulykke, hvor han fik en bjælke i hovedet. Det gjorde ham lam i den ene side af kroppen, og efter et langt sygdomsforløb skulle han ud i et fleksjob. I dag er han ansat i et byggemarked, hvor han har en struktureret hverdag med kortere arbejdstid, og det trives han rigtig godt i, siger Britt Hylleberg og fortsætter:

- Men jeg vil faktisk sige, at det næsten er sværere for dem, der går ned psykisk. Kommer du ud for en ulykke, har du en lang periode bagefter, hvor du skal komme dig fysisk og samtidig slå dig til tåls med, at din hverdag er ændret. Når folk går ned med stess, er det fra den ene dag til den anden, at de ikke kan det samme, som de kunne før. Men indeni hovedet er de stadig den samme person, der har de samme forventninger til sig selv. Og omverdenen kan have sværere ved at forstå, at der er noget, de pludselig ikke kan, for de har ikke en skade udenpå, som man kan se og forholde sig til.

For bare halvandet år siden var Nordjylland helt ubetrådt land, da Britt Hylleberg blev sat i spidsen for Flexfabrikkens nordjyske ekspansion. Blandt andet derfor er Britt Hylleberg glad for, at det er lykkedes at ansætte Betina Stenberg, der med sit lokalkendskab kan være med til at bryde nogle barrierer ned og fokusere Flexfabrikkens indsats.

- En jobgaranti kræver, at man har et rigtig stort netværk med virksomheder, og det er vi først ved at opbygge, med god hjælp af Betina og hendes viden om området og virksomhederne her, forklarer Britt Hylleberg.

Britt Hylleberg (tv) er glad for at have fundet en lokal medarbejder i form af Betina Stenberg. Det kan nemlig komme Flexfabrikken til gode, når kendskabet til virksomheden skal bredes ud i Thisted. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Britt Hylleberg (tv) er glad for at have fundet en lokal medarbejder i form af Betina Stenberg. Det kan nemlig komme Flexfabrikken til gode, når kendskabet til virksomheden skal bredes ud i Thisted. Foto: Claus Søndberg

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.