Tusinder ser Pouls sorte hemmelighed: Reaktionen overrasker ham

Tv-serie vender i disse dage op og ned på et vigtigt kapitel i statsministers familiehistorie. Det er han glad for

Faren blev ramt af en hård skæbne som teenager, der forfulgte ham resten af livet. Poul Nyrup Rasmussen er opsat på, at vi kan lære af den måde Danmark har behandlet udstødte på <i>Foto: Mikkel Bøgh Ulriksen</i>

Faren blev ramt af en hård skæbne som teenager, der forfulgte ham resten af livet. Poul Nyrup Rasmussen er opsat på, at vi kan lære af den måde Danmark har behandlet udstødte på Foto: Mikkel Bøgh Ulriksen

LIVØ/TISVILDELEJE:- Jeg er helt overvældet.

Med næsten ni år som statsminister er Poul Nyrup Rasmussen (S) vant til at få megen opmærksomhed. Men de reaktioner han får for jagten på sin  fars livshistorie på Livø, slår det meste:

- Stort set alle jeg møder, har en kommentar til det. Om det er til møder, taxachaufføren, på gaden eller de hjemløse, jeg taler godt med. Der er også rigtigt mange på de sociale medier. Og de er alle sammen positive, siger en både glad og rørt ekspolitiker til Nordjyske.

Glad for sats

Stemmen i telefonen er fyldt 79 år, men er stadig dyb, rund og frisk. Nærmest som om det var den, der lige havde holdt nytårstale for Danmark, og ikke den fjerde statsminister efter ham, partifællen Mette Frederiksen. 

Glad er stemmen også. Poul Nyrup Rasmussen var meget i tvivl, om hans deltagelse i en dokumentar om hans far var en god idé. Men satset har betalt sig mange gange hjem igen. Vel at mærke i den valuta, han værdsætter mest: Menneskelig varme og omtanke for andre. 

Det gav uventet udbytte, da Poul Nyrup Rasmussen gav to nordjyske historikere lov til at se sin fars usædvanlige historie efter i sømmene. I dag er han glad for at have fået det frem, som professor i historie ved Aalborg Universitet, Poul Duedahl (th.) fandt frem til med kollegaen, museumsinspektør Maria Clement Hagstrup på Vesthimmerlands Museum <i>Foto: Klaus Nedergaard</i>

Det gav uventet udbytte, da Poul Nyrup Rasmussen gav to nordjyske historikere lov til at se sin fars usædvanlige historie efter i sømmene. I dag er han glad for at have fået det frem, som professor i historie ved Aalborg Universitet, Poul Duedahl (th.) fandt frem til med kollegaen, museumsinspektør Maria Clement Hagstrup på Vesthimmerlands Museum Foto: Klaus Nedergaard

Stemplet af Livø

Dokumentarserien handler om Oluf Nyrup Rasmussen, der som 14-15-årig tvangsanbringes på Livø i 1924, og først kommer endeligt derfra syv år senere. Han blev stemplet som mindre begavet og var tæt på at blive steriliseret.  

Tiden på øen forfulgte den unge mand i mange år. Kostede ham det første ægteskab og gjorde det i mange år svært for Oluf Nyrup Rasmussen at få arbejde. Alligevel fik han en familie og enebarnet Poul, som undervejs får ændret sit syn på faren. I positiv retning:

Stolt af faren

- Han var en kærlig far. Han talte ikke meget om Livø i min barndom, nok for at beskytte mig. Havde jeg vidst det om ham, som jeg ved i dag, havde jeg været endnu mere overbevist om at gøre noget for de udsatte i samfundet, da jeg gik ind i politik, fortæller han.

- Jeg er meget stolt af min far. Især nu, hvor jeg ved meget mere om, hvad han har været igennem. Nu har jeg prøvet at gå den lange tur fra færgen på Livø til der, hvor han boede. Det glemmer jeg ikke igen, lover han. 

- Men min far er kun en af mange skæbner. Når jeg hører og læser, at udsendelserne får andre til at at tænke over deres egne familieforhold, så er det noget jeg bliver rigtigt glad for, fortæller eks-statsministeren.

Poul Nyrup Rasmussen

  • Født juni 1943 i Esbjerg. 79 år gammel.
  • Søn af arbejdsmand Oluf Nyrup Rasmussen og rengøringsassistent Vera Nyrup Rasmussen.
  • Uddannet økonom fra Københavns Universitet i 1971.
  • Cheføkonom i LO 1982-86, direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond 1986-88.
  • Næstformand i Socialdemokratiet 1987 til 1992, formand 1992 til 2002.
  • Statsminister januar 1993 til november 2001. 
  • Valgt til Europa Parlamentet 2004 til 2009 med 407.966 personlige stemmer, dengang rekord.
  • Gift med Helle Mollerup og siden Lone Dybkjær (død 2020).
  • Fik datteren Signe med Helle Mollerup. Datteren begik selvmord efter længere tids psykisk sygdom i 1993, samme år som Oluf Nyrup Rasmussen døde.
  • Har været og er stadig engageret i at støtte psykisk syge og deres pårørende samt udsatte børn. Protektor for ungerådgivningen Headspace, medstifter af Det Sociale Netværk.
  • Har oprettet Lone Dybkjær Fonden, der støtter fattige, talentfulde kvinder i Asien med legater til at få en universitetsuddannelse.

ft.dk, wikipedia.org, altinget.dk

Nye breve

Mest overrasket er han blevet over de mange breve, som de nordjyske historikere, Poul Duedahl og museumsinspektør Maria Clement Hagstrup har fundet. De fleste skrevet til en overlæge som Oluf Nyrup Rasmussen bad om råd eller hjælp fra. Alle skrevet af hans far, der ikke nåede at være meget i skole.

- De er jo godt skrevet, og jeg kan nærmest se, hvordan han udvikler sig fra brev til brev, fortæller Poul Nyrup Rasmussen i dag. 

Hjælper sårbare

Danmarkshistorien har nemlig altid været fyldt med udstødte og udsatte, ved han. Noget som mange familier har fortrængt eller tiet om. Og i dag er der fortsat mange, der lever i udkanten af samfundet.

En del af dem møder Poul Nyrup Rasmussen i forbindelse med foreningen Det Sociale Netværk, som han har været med til at stifte. Den støtter psykisk sårbare børn, unge og voksne. Han er også protektor for organisationen Headspace, der tilbyder unge gratis og anonym rådgivning.  

I øjeblikket bruger han flere timer dagligt på at svare personligt på mange af de henvendelser, han har fået, især på nettet. Det synes han, at han skylder afsenderne. 

- Og jeg synes at man skulle rejse et mindesmærke for Livø, for de mange, der blev tvunget til at være her. Det kunne vi godt skylde dem, slutter han.

700 mænd var tvangsanbragt på Livø i årene 1911 til 1961. De fleste i flere år, nogle resten af livet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.