Sommerhuse skal friste flere
Nyt samarbejde og ny web-side skal trække flere gæster til feriehusene
Det går forrygende med feriehusudlejningen i Hjørring og Frederikshavn Kommune, men for at være mere konkurrencedygtige er turistforeningerne bag "Toppen af Danmark - Feriehuse" blevet enige om at styrke det formaliserede samarbejde. Det har blandt andet udmøntet sig i en helt ny top-professionel webside med et flot grafisk design: Feriehuse.dk
På websiden Feriehuse.dk udlejes feriehuse i Skagen, Frederikshavn, Sæby, Løkken, Lønstrup og Hirtshals, og det er de fire turistforeninger i Toppen af Danmark, som står bag i et stærkt samarbejde. Med lanceringen af den nye webside har man i særdeleshed fokuseret på brugervenlighed og på det visuelle. Her markedsføres destinationerne blandt andet gennem spændende temasider og stemningsfulde videoer, som inspirerer til et feriehusophold i Toppen af Danmark.
Hos turistforeningerne bag Feriehuse.dk er der store forventninger til den nye webside, der skal være med til at få endnu flere feriehusgæster til Hjørring og Frederikshavn kommune. Ud over at skabe omsætning i lokalsamfundet har feriehusudlejningen også en positiv effekt på turismeudviklingen, da alt overskud fra turistforeningernes feriehusudlejning går til drift af det lokale turistbureau samt til markedsføring og nye tiltag.
De fire turistforeninger; Løkken, Lønstrup, Hirtshals og Turisthus Nord glæder sig til det nye år, og håber på en forrygende sæson 2017 for alle.
Se mere på websiden www.feriehuse.dk