Spaden i jorden
Opførelsen af det ny hospital i Aalborg Øst er nu officielt i gang
NORDJYLLAND: Med regionsrådsformand Ulla Astman (S) i spidsen blev der fredag taget de første spadestik til det nye universitetshospital i Aalborg Øst.
Adskillige fattede spaderne og markerede dermed den officielle byggestart på milliardprojektet.
- Det er en helt særlig dag for Nordjylland. Regionsrådet og forhåbentlig alle nordjyder har store forhåbninger til dette nybyggeri, som skal blive omdrejningspunktet i det fremtidige sundhedsvæsen for hele Nordjylland, sagde Ulla Astman.
Hun sagde, at det nye sygehus skal redde liv, men også skabe liv i den østlige del af Aalborg Kommune.
Rådmand Thomas Kastrup-Larsen (S) fra Aalborg Kommune roste i sin tale Region Nordjylland for at have ”mod til at tænke radikalt nyt” og skrotte de oprindelige planer om at udbygge de bestående sygehusmatrikler i det centrale Aalborg yderligere.
Børn fra den nærliggende Tornhøjskolen var også med til at sikre, at jorden blev vendt på en del af det store areal nær Hadsund landevej, hvor sygehuset skal ligge. Byggeriet skal efter planen stå færdigt i 2020.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.