Skolelukninger

Sparenotat avler kritik og klager

Et notat omkring skolestrukturen rejser kritik fra Stensnæsskolen, som vil klage til ombudsmand og statsforvaltning

Charlotte Laubek og resten af fællesbestyrelsen på Stensnæsskolen langer ud efter processen bag den nye skolestruktur. ?Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Charlotte Laubek og resten af fællesbestyrelsen på Stensnæsskolen langer ud efter processen bag den nye skolestruktur. ?Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN: I Voerså har den nye skolestruktur og hermed den planlagte nedlæggelse af Stensnæsskolens overbygning været i strid modvind. I hvert fald ved skolens fællesbestyrelse, som i flere omgange har råbt politikerne op og udfordret beslutningen.

Et manglende notat vækker nu forargelse hos skolens fællesbestyrelse.

De har nemlig fået fat i et notat, som ikke er fremgået af den aktindsigt, som bestyrelsen tidligere på måneden fik svar på. Det er et meget centralt notat, hvori der indgår en forventet årlig besparelse på 300.000 kroner ved at lukke overbygningen på Stensnæsskolen.

Det er desuden et notat, som børne- og ungdomsudvalget ikke er forelagt i forbindelse med deres vedtagelse af skolestrukturen.

Det fortæller den forhenværende formand i fællesbestyrelsen og talskvinde for aktionsgruppen bag kritikken, Charlotte Laubek.

- Det overordnede problem er, at alt materiale ikke har været tilgængeligt for børne- og ungdomsudvalget. Det får vi indblik i, da et notat cirkulerer rundt, som vi får fat på, siger hun.

Bringes op i systemet

På baggrund af det manglende notat - både i aktindsigten og på listen over bilagsmateriale hos udvalget - sender Stensnæsskolens fællesstyrelsen nu sagen længere op i systemet.

Den store problemstilling er, ifølge Charlotte Laubek, at notatet er brugt i forbindelse med forligsgruppen med Socialdemokraterne, SF og Venstre, der har skabt et flertal bag den nye skolestruktur.

- Den demokratiske proces er sparket til hjørne, når der foregår forhandlinger i en forligskreds ved siden af det faglige udvalg. Den sag rejser vi i Statsforvaltningen, siger Charlotte Laubek.

Foruden Statsforvaltningen regner bestyrelsen også med at bringe sagen for ombudsmanden.

Kommunen indrømmer fejl

Børne- og kulturdirektøren i Frederikshavn Kommune, Heidi Becker-Rasmussen, indrømmer, at der er begået fejl i forhold til aktindsigten. Men det er ikke en fejl, at fællesbestyrelsen ikke modtog selve notatet.

- Vores fejl er, at vi skulle have skrevet, at notatet fandtes, men ikke kunne udleveres i aktindsigten, da det er til internt brug, fortæller Heidi Becker-Rasmussen.

Fællesbestyrelsen havde nemlig bedt om at blive informeret om materiale, som de ikke kunne få udleveret.

Det er derimod ikke en fejl, at forligskredsen - og ikke det faglige udvalg - har arbejdet på baggrund af dokumentet. Havde børne- og ungdomsudvalget valgt at bede om mere specifikke beregninger, så ville de også få dem.

- Udvalget får en beskrivelse af den overordnede struktur og nogle beregninger på, hvordan den her struktur ser ud. Og der står det udvalget frit for at bede om at hive nogle af de beregninger op til drøftelse og få dem afklaret, siger børne- og kulturdirektøren.

Heidi Becker-Rasmussen afviser, at beløbet på den forventede besparelse på Stensnæsskolen skulle være anderledes i notatet end i tallene, som er forelagt for udvalget.

Hun fortæller også, at Frederikshavn Kommune vil vente og se på reaktionerne, som fællesbestyrelses klager skulle give.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden