Spilleforbud holdt kun to mdr.
1. dec. vedtog udvalg forbud mod spillehaller i bevaringsområder i Skagen og Sæby - nu vil de ændre reglerne
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:48
FREDERIKSHAVN: 1. december udstedte plan- og miljøudvalget i Frederikshavn et generelt forbud mod spillehaller i bevaringsværdige dele af Sæby og Skagen.
Blot to måneder og et par dage efter er nogle medlemmer af udvalget klar til at slække på det generelle forbud.
Baggrunden er, at Kurth Larsen, indehaver af Sæby Budservice, allerede få dage efter principbeslutningen sendte en ansøgning om tilladelse til indretning af en ”sportscafe” med spilleautomater i hjørneejendommen Pindborgade 19, Sæby.
Den tidligere malerforretning ligger i hjertet af byen, skråt over for Sæby Museum og tæt på den historiske købmandsgård.
Den brostensbelagte Pindborggade er en del af det originale købstadsmiljø i Sæby og omfattet af en bevaringsplan. Pindborggade 19, der er bygget i 1876, er udpeget som bevaringsværdig.
Så på baggrund principvedtagelsen lå det til højrebenet at afslå ansøgningen. Det var også forvaltningens indstilling til politikerne.
Handelstandsforeningens formand, Hans Ole Kalhøj, anbefaler imidlertid i en udtalelse varmt, at kommunen giver tilladelse til ”sportscafeen”.
En dispensation ville politikerne ikke give. I stedet besluttede de at udsætte sagen og give deres egen principbeslutning et hovedeftersyn.
Næstformanden i plan- og miljøudvalget, Frode Thule Jensen (V), er i dag ked af sidste års principbeslutning.
- Vi havde ikke gennemtænkt konsekvenserne. Jeg er tilhænger af regler om skilte og den slags i bevaringsområder. Men jeg synes ikke, kommunen skal blande sig i, hvad der må foregå inde i bygningerne.
Det er, understreger han, ikke handelsstandsforeningens anbefaling af ”sportscafeen,” som har fået ham til at ændre holdning.
Han tilføjer: - Tiden er for længst løbet fra de oprindelige tanker med spilleforbud, som skulle hindre unge i at komme i fordærv. Nu har de muligheden alligevel med den mobiltelefon, de går rundt med i lommen.
Formanden for udvalget, Anders Brandt Sørensen (S) vil personligt helst vil fastholde princippet om spillehalsforbud i bevaringsområder.
- Hvis man vil værne om bevaringsplanen, skal man tænke sig godt om, før man giver lov til at lave spillehaller. Der er rigeligt med spillemuligheder i Sæby med de tilladelser, vi tidligere har givet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.