Spillemand hylder Limfjorden
Knud Høirup fra Skalborg har udgivet bog og cd om sin elskede fjord og dens mennesker.
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:42
Rigtig mange mennesker i småbyerne langs Limfjorden kender Knud Høirup. Og Knud Høirup kender dem. I hvert fald har han besøgt snart sagt hver eneste vig, klint, ø, havn og kro langs den rundt regnet 1000 km lang kystlinje i Danmarks største fjord. Han har i hele sit 60-årige liv kørt, vandret og siddet ved fjorden, oftest med guitaren på nakken. Er faldet i snak med Gud og hver mand, har hørt deres historier, omskrevet dem til digte og sange, sat musik til. Og måske er han vendt tilbage for at spille sangene for dem, der gav inspirationen. For sangene er ikke hans alene, understreger han igen og igen. Ikke desto mindre står hans navn på forsiden af den lille bog med indlagt cd, som han nu endelig efter mange års tilløb og endnu flere opfordringer har fået udgivet: "Limfjordsstemninger". 30 digte og sange samt en enkelt novelle om livet ved Limfjorden. - Ja, det var mine venner, der sagde, jeg skulle, siger Knud Høirup nærmest undskyldende. For egentlig synes han, at sangene fungerer bedst, når de afleveres ude blandt mennesker - ofte spontant til en fest eller anden sammenkomst, andre gange til en slags koncert, der typisk annonceres via mund-til-mund-metoden. For meget er arrangeret - Musik er en god måde at kommunikere med folk på. Den fungerer et sted og i øjeblikket, og så er den væk. Det behøver ikke at være kommercielt og arrangeret - det er der alt for meget, der er i dag, forklarer han. "Limfjordsstemninger" handler først og fremmest om netop dét, titlen siger, og er fyldt med sjove og skæve historier om Dykker-Dan fra Aalborg, skipperen på Livø-færgen og fiskemanden på Rønbjerg Havn. For pludselig at skifte spor til en vrøvlevise om hjemmehjælperen Bente eller en satirisk vise om krystalhealing, skrevet efter et besøg på den årlige helsemesse i Europahallen i Aalborg. Den vigtigste inspirationskilde er historierne, der fortælles under de spontane møder, som opstår, når Knud Høirup tager X-bussen mod Thisted og står af et tilfældigt sted. - Jeg har da nok materiale til tre cd'er mere, siger Knud, griber guitaren og kaster sig ud i endnu en satirisk vise om clairvoyance-Karen, som kan ændre dit liv - blot hun får dit kontonummer. Det kan være svært at finde bogen/cd'en hos de traditionelle forhandlere, men man kan eventuelt spørge efter den på Holles Vinstue i Aalborg - de skulle have nogle eksemplarer liggende under disken.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.