Spøgelsesgarn væk: Fiskeriforbud giver gode dyk

Salling Aqua Park har efter et år omtrent fået bugt med farlige net og ruser. Også sigtbarheden i dybet er blevet klart forbedret efter flytning af slamdumping

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

GLYNGØRE:For en dykkerpark betyder plus på bundlinjen ikke nødvendigvis det samme som i erhvervslivet. Og da slet ikke for Salling Aqua Park i Glyngøre, som ikke har så mange penge at gøre godt med, men til gengæld kan lokke gæstedykkere til fra hele landet.

Nu kommer der formentlig endnu flere end før, for Salling Aqua Park har omtrent fået bugt med to alvorlige problemer, og det har tilsammen har gjort det mere attraktivt og mindre farligt at dykke ned til parkens sænkede genstande i fjorden ud for Glyngøre.

For et år siden - med virkning fra 1. august 2018 - fik parken med Søfartsstyrelsens godkendelse lov at afmærke et forbud mod udsætning af garn, ruser og andre fiskeredskaber i det trekantede vandområde umiddelbart sydvest for Glyngøre, som udgør parken. Og det har virket, siger formand Jan H. Opstrup, Skive:

- Der har måske været en håndfuld fiskere, som har fisket ulovligt i vores område. Vi har ikke været efter dem, men tænkt, at forbuddet skal have tid til at bundfælde sig i lokalbefolkningen. Men udsætningen af redskaber har slet ikke det omfang, vi oplevede, før forbuddet trådte i kraft, siger Jan Opstrup.

Tidligere kunne der være op til 25 afmærkede garn i parkens vand. Dertil et antal spøgelsesgarn, som havde revet sig løse, eller var blevet efterladt. De udgjorde en betydelig sikkerhedsrisiko for dykkerne, der i flere tilfælde har hængt fast i maskerne. Dog ikke med ulykker til følge.

Grumset vand med slam

Problemet forstærkedes dengang af, at vandet ofte var grumset, så nettene var svære at se. Det var en følge af, at Morsø Kommune havde tilladelse til at dumpe havneslam på en plads ved Sallingssundbroen, hvorfra strømmen førte partikler over imod dykkerparken.

- I denne sæson går alle meldinger på, at der er fin sigt på tre-fire meter nede på 15 meter vanddybde. Det kan vi ikke forvente meget bedre i fjorden. Vi fik Cowi til at lave en undersøgelse af strømforholdene. Den viste, at hvad der blev dumpet tæt på land på henholdsvis Mors- og Thysiden, ikke krydsede sundet. Så klappladsen blev rykket længere mod sydvest, hvor den ikke generer nogen, siger Jan Opstrup.

Med hensyn til fiskeriforbuddet har han tiltro til, at det med tiden vil blive fuldt ud respekteret. Sådan var det ikke i starten, hvor flere lodsejere påklagede fiskeriforbuddet over for Sørfartsstyrelsen, men uden at få medhold hos myndigheden.

- Det er klart, at hvis vi kan se, at den samme fisker bliver ved med at sætte sine garn i parken, vil vi tage en snak med ham. Men ellers tror jeg på, at folk efterhånden både respekterer og har forståelse for forbuddet, som jo kun dækker et meget begrænset område af fjorden, siger formanden.

Platformen er på Mors

Lige nu er der ikke nogen platform at dykke ud fra. Den tømmerflåde-lignende flyder, som dykkerne kan bruge til at fortøje gummibåde med mere til og til at dykke fra, er blevet slæbt over til Nykøbing, nærmere bestemt til Dykkerklubben Krabbens base på Strandvejen.

- Vi er i gang med at søge midler hjem til at få sat nye ankerklodser og kæder på dykkerplatformen, siger Jan H. Opstrup.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.