Sport

Sport on Tops butikker overtages af Intersport Danmark

Seks butikker og to outlets fra den konkursramte nordjyske butikskæde skifter ejer

Intersport Danmark overtager med virkning fra tirsdag seks Sport on Top-butikker i Nordjylland, blandt denne i butikscentret Friis i Aalborg, og to outlets. Foto: Grete Dahl
Intersport Danmark overtager med virkning fra tirsdag seks Sport on Top-butikker i Nordjylland, blandt denne i butikscentret Friis i Aalborg, og to outlets. Foto: Grete Dahl Foto Grete Dahl

Opdateret kl. 13:22

NORDJYLLAND: Intersport Danmark A/S overtager med virkning fra i dag ejerskabet og driften af i alt seks Intersport-butikker og to Sport Direct-forhandlere fra boet efter de tidligere ejere Sport on Top A/S.

Det drejer det sig om Intersport-butikkerne i Frederikshavn, Brønderslev, Hjørring og i butikscentrene Friis i Aalborg, Metropol i Hjørring og Fields i København samt to Sport Direct-forhandlere i Aalborg og Frederikshavn, der står for direkte salg af sportsudstyr og profilvarer til klubber og lokale virksomheder i området.

Med aftalen overtager Intersport Danmark fremover ansvaret for de i alt omkring 70 medarbejdere, der er knyttet til de pågældende forretninger, samt de tilhørende varelagre.

Drift og job sikret

- Vi er glade for, at det er lykkedes os at finde en samlet løsning, der betyder, at vi nu har sikret den fortsatte drift af butikkerne til glæde for såvel de berørte kunder i området som de dygtige medarbejdere, der stod til at miste deres arbejdsplads, siger Mikael Kold, administrerende direktør for Intersport Danmark.

Driften af butikkerne fortsætter under de nye ejere uændret med den nuværende daglige butiksledelse, og aktiviteterne vil blive placeret i et nyt selskab, Intersport Retail, som ejes af Intersport Danmark.

Godt potentiale

- Baggrunden for overtagelsen er, at disse butikker alle har et positivt cash flow samt et godt potentiale afledt af gode beliggenheder, godt indrettede butikker og dygtige medarbejdere. Men samtidig har de været belastet af et for stort centralt varelager med deraf følgende konsekvenser for varesortimentet i butikkerne. Det får vi nu rettet op på, og jeg har fuld tillid til, at vi sammen med den daglige butiksledelse vil optimere driften og skabe yderligere vækst og udvikling i disse to butikker, siger Mikael Kold.

Intersport er verdens største sportskæde med mere end 5.000 butikker på verdensplan. I Danmark er Intersport repræsenteret ved Intersport Danmark A/S, der er landets største kædecenter for i alt 170 sportsbutikker, heraf 92 Intersport-butikker og 27 Sport Direct-forhandlere.

Forsiden