100 Miles ramte sit højdepunkt - og djævlen løb med

Ved 67 km.-mærket ramte 100 Miles sit højdepunkt - i mere end én forstand

Ejerslev Havn 10. september 2022.Løberne kom forbi Salgjerhøj på årets 100miles løbe på Mors. Helle Borup Jehs Nissen var første kvinde på toppen af Salgjerhøj. Flade 10. september 2022. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Ejerslev Havn 10. september 2022.Løberne kom forbi Salgjerhøj på årets 100miles løbe på Mors. Helle Borup Jehs Nissen var første kvinde på toppen af Salgjerhøj. Flade 10. september 2022. Foto: Henrik Bo

FLADE:Med sine 89 højdemeter over vandoverfladen rejser Salgjerhøj sig som Mors' højeste punkt - og hvilken løbsarrangør kan modstå den fristelse?

Som det efterhånden er blevet tradition for i 100 Miles, så skulle løbets første konkurrence i konkurrencen, nemlig "Bjergspurten", stå på den berømmede høj. En spurt på én kilometers længde, til gengæld ufattelig stejl - og det med 67 km. i benene.

I bedste Alpe d'Huez stil har 100 Miles selvfølgelig sin egen djævel, der drøner i pendulfart op og ned ad bakken med sin trefork, for at yde moralsk støtte til løberne, når det gør mest ondt.

Stigningen var som sædvanlig lidt af et tilløbsstykke, og trods en frisk travetur op til udsigtspunktet, så havde rigtig mange publikummer taget turen for at tage godt imod løberne, når de endelig kunne stikke hovedet op over bakken.

Søstrene Dorte Balle (tv) og Rikke Balle fra Tødsø havde besteget Salgjerhøj, hvor de skulle tage imod far Hans Balle, der løber 100 Miles for første gang. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Søstrene Dorte Balle (tv) og Rikke Balle fra Tødsø havde besteget Salgjerhøj, hvor de skulle tage imod far Hans Balle, der løber 100 Miles for første gang. Foto: Henrik Bo

Hepper på far

Blandt dem, der havde taget plads, var søstrene Dorte og Rikke Balle fra Tødsø. Bevæbnet med et stort skilt og små dannebrogsflag var de klar til at tage imod far Hans Balle, der debuterer i årets løb.

- Han har altid løbet gennem vores opvækst, men måske maks 10 km. De seneste år er han så begyndt at løbe halvmaraton og maraton, fortæller Dorte Balle.

- Han har en god kammerat, der løb med for et par år siden, hvor far kørte på cykel og hjalp ham om natten. Der fik han snuset lidt til det, og i år tog han så udfordringen op, siger Rikke Balle.

Søstrene fortæller, at deres far har været spændt forud for den store løbsdag. Omkring kl. 15:30 lå Hans Balle et sted midt i feltet, og på Salgjerhøj var døtre og øvrige familiemedlemmer klar til at heppe ham helt op over toppen.

Højen var som altid et populært trækplaster for publikum, der kvitterede for løbernes stærke indsats med bifald. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Højen var som altid et populært trækplaster for publikum, der kvitterede for løbernes stærke indsats med bifald. Foto: Henrik Bo

Glad formand gør status

På plads på Salgjerhøj var også formand for løbeklubben Pinen og Plagen, Jann Søndergaard. Og det var en glad arrangør, der kunne give en midtvejsstatus:

- Vi har gået med drømme og visioner om, hvordan løbet skulle afvikles, og der må vi sige, at de er blevet indfriet i dag. Både afviklingen på Kirketorv, hvor vi havde koncert med Tørfisk og præsentation af løberne, men også afviklingen rundt omkring på depoterne, er bare gået over al forventning, sagde Jann Søndergaard, der også glædede sig over, at den nye satsning med live-tv på Facebook og Youtube så ud til at gå som smurt.

- Over et helt år har det været det lange, seje træk med at skaffe sponsorer, udvikle, planlægge og forberede det nye TV-setup. Nu ser vi, at det virkelig bærer frugt, og det er dejligt. Samtidig vil jeg gerne takke de frivillige, for uden de 200-300 frivillige, der er i gang i dag, så kunne det slet ikke lade sig gøre, tilføjer han.

Set fra et tilskuerperspektiv var det svært at finde en finger at sætte på vejret: 19 grader og solskin, mens man fra Salgjerhøj kunne se, hvordan bygerne drev udenom Mors.

- Det er fantastisk vejr, når man er tilskuer, men for løberne er det faktisk ved at være for varmt. Vi vil helt sikkert se nogle lide under det, og det kan blive afgørende, at løberne får nok at drikke, siger Jann Søndergaard.

Der var stort smil på hos formand for Pinen og Plagen Jann Søndergaard, da han gjorde midtvejsstatus på dagens arrangement. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Der var stort smil på hos formand for Pinen og Plagen Jann Søndergaard, da han gjorde midtvejsstatus på dagens arrangement. Foto: Henrik Bo

Thye fortsat i førertrøjen

Over Salgjerhøj var det fortsat forrygende Morten Thye, der var i front.

- Morten er en rutineret løber, der ved, hvad det handler om, og det er heller ikke første gang, han er med. Han er et godt bud på en vinder, som det ser ud nu, men det kan hurtigt ændre sig. Nogle gange kan man godt lade sig rive lidt med af at være forrest, og får han ikke nok væske, så kan det hele falde sammen for ham fra det ene øjeblik til det næste, siger Jann Søndergaard.

Efter Morten Thye fulgte Per Christiansen, men det blev tydeligt, hvor stort et hul, der var blevet slået ned til konkurrenterne - således ramte Morten Thye bunden af Salgjerhøj kl. 14:56, mens Per Christiansen nåede samme sted kl. 15:14, altså 18 minutter senere. De klarede klatreturen på henholdsvis 7:50 minutter og 8:34 minutter, hvilket dog var en del langsommere end nogle - med 60 løbere igennem var Bjarne Østergaard hurtigst med sine 5:45 minutter.

Jacob Justesen fra Sundby Mors var fortsat på tredjepladsen, da han nåede bunden af højen kl. 15:17, og klarede klatreturen på 8:48 minutter. Men ved Solbjerg var det lykkedes Jacob Justesen at gå forbi Per Christiansen og dermed indtage andenpladsen.

Indtil videre har tre løbere måttet smide håndklædet i ringen og erkende, at de ikke kommer over målstregen på 100 Miles 2022 - heriblandt lokale Kurt Andersen, der stillede op for Pinen og Plagen.

Djævlen var som altid på plads til at følge løberne det sidste stykke op over toppen. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Djævlen var som altid på plads til at følge løberne det sidste stykke op over toppen. Foto: Henrik Bo

100 Miles 2022

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.